Vosnæs vindmølleprojektet løftes ind på Christiansborg
Danmarksdemokraterne stiller spørgsmål til ministeren om vindmølleprojektet i Vosnæs.
Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg var fredag forbi Vosnæs for ved selvsyn at se, hvor de tre vindmøller, der planlægges opført på godsets jord, kommer til at ligge.
Vi er ikke imod grøn omstilling, men jeg tror, man skal passe alvorligt på med ikke at miste den folkelige opbakning (...)
Inger Støjberg var med på en rundtur sammen med Jakob Søgaard Clausen, byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne i Aarhus Byråd, samt en række borgere og medlemmer af Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs, repræsenteret af blandt andre formand Dan Enkelund og kasserer Ida Schmidt.
Jakob Søgaard Clausen har om nogen talt for at få vindmølleprojektet pillet af brættet sammen med Venstre i Aarhus Byråd.
Senere stødte partiets spidskandidat i Syddjurs, Erik Poulsen, til sammen med flere kandidater til KV25.
Udkommet af besøget er, at der nu i samarbejde med Jakob Søgaard Clausen og Erik Poulsen vil blive udarbejdet en række spørgsmål til ministeren, Morten Dahlin, som skal besvares i Folketingets spørgetid. Sandsynligvis onsdag 29. oktober, forklarede Inger Støjberg.
Dermed løfter hun og Danmarksdemokraterne nu Vosnæs ind på Christiansborg.
Inger Støjberg gjorde det klart, at Danmarksdemokraterne vil følge sagen tæt og sikre, at der bliver taget de nødvendige skridt til at beskytte borgerne og naturen.
Værre end jeg troede
»Jeg kendte på forhånd til projektet på et overordnet plan, men både Erik Poulsen og Jakob Søgaard Clausen har talt om det længe,« forklarede Inger Støjberg.
»Projektet er jo et af flere eksempler, som vi ser flere steder, hvor vi ser en kommune gå ud og placere vindmøller lige ved en kommunegrænse. Så opfylder de deres egne forpligtelser og ønsker til vedvarende energi uden at genere deres egne borgere.«
»Ved at placere det lige op ad kommunegrænsen generer man godt nok ikke sine egne borgere, men det ændrer jo ikke på, at der er andre borgere i nabokommunen, som kommer til at lide skade ved projektet.«
Efter rundvisningen var Støjbergs modstand blevet forstærket:
»Efter jeg har været herude og se de planlagte placeringer og er blevet opdateret med faktuel viden, står det faktisk værre til, end jeg havde regnet med.«
»Vi er ikke imod grøn omstilling, men jeg tror, man skal passe alvorligt på med ikke at miste den folkelige opbakning, og det gør man, hvis man trækker alt for meget ned over hovedet på folk, uden at de hverken bliver kompenseret eller hørt. Vindmøller ud på havet, solceller op på taget. Det er det, vi kæmper for.«
Borgernes kritik
Borgerne i området omkring Vosnæs har længe været bekymrede over de potentielle konsekvenser af vindmølleprojektet.
Mange frygter, at de store vindmøller vil forstyrre landskabet, skabe støj og påvirke dyrelivet negativt.
Der er bekymring for, at støjen fra vindmøllerne vil være konstant og forstyrrende, og at de vil påvirke ejendomsværdierne negativt.
Derudover er der frygt for, at dyrelivet i området vil blive forstyrret, og at de store møller vil skæmme det naturskønne landskab.
Modstanden illustreres af tæt på 800 høringssvar, hvoraf hovedparten vender tommelfingeren nedad for Aarhus Kommunes forslag til lokalplan 1237, opførelsen af vindmøller ved Vosnæs.
Hertil kommer 685 underskrifter, der sender tommelfingeren i samme retning.
Aarhus Kommunes mål
Aarhus Kommune beskriver projektets mål som en væsentlig bidragyder til vedvarende energi og reduktion af drivhusgasser.
Ifølge kommunen vil vindmøllerne kunne bidrage med omtrent 3 procent af det samlede energiforbrug i Aarhus Kommune og levere et ikke ubetydeligt bidrag til at nedbringe udledningen af drivhusgasser.
Modsat beregner Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs, at møllerne kun vil producere 1 procent af kommunens samlede elproduktion og alene levere en reduktion på 0,03 procent i det samlede CO2-regnskab for Aarhus.
Foreninen afviser, at lokalplanprocessen ikke har levet op til intentionerne i Planloven, som blandt andet skal sikre, at de åbne kyster fortsat udgør en væsentlig naturværdi og landskabelig værdi, at biodiversiteten understøttes, og at offentligheden inddrages i planlægningsarbejdet.
Området ved Vosnæs er et bevaringsværdigt landskab, og Foreningen frygter, at opførelsen af vindmøllerne vil ændre områdets udtryk og påvirke biodiversiteten negativt.
Syddjurs Kommunes veto
Et enigt byråd i Syddjurs har indgivet veto mod opførslen af tre vindmøller. Vindmøllerne vil ifølge Syddjurs Byråd påvirke beboere, kulturhistoriske værdier og turisme negativt.
Hvis Aarhus og Syddjurs kommuner ikke når til enighed, skal ministeren for byer og landdistrikter afgøre sagen. Indsigelsen forsinker projektet med op til seks måneder, før en endelig beslutning kan træffes.
Ministerens afgørelse forventes at foreligge i starten af det nye år.
Aktuelt er der en sag, hvor Herning Kommune gjorde indsigelse mod Ikast-Brandes planer om ni vindmøller på 150 meter lige ved kommunegrænsen i Kratlund. Her kunne kommunerne ikke nå til enighed, og derfor skulle ministeren afgøre sagen.
Den afgjorde han til fordel for Ikast-Brandes planer.
Rådmands kritik
Teknik- og miljørådmand hos Aarhus Kommune, Nicolaj Bang (K), har tidligere forklaret på et borgermøde, at hvis beslutningen om vindmølleprojektet skal laves om, kræver det, at samtlige partier bag forliget i Aarhus Byråd går med til det.
Han står ved projektet, som han mener er godt for den grønne omstilling, men han mener også, at Vosnæs-projektet er et eksempel på en dårlig proces i forhold til borgerinddragelse.