Sur smiley og stor bøde til populær Aarhus-restaurant efter fredags-besøg: »Det er ærgerligt, når vi altid gør rent om weekenden«
Restaurant Mellemrum må til lommerne.
To kilo råt kyllingeskind, der har en grønlig farve, væsker og lugter råddent.
To spande græsk yoghurt – så gamle, at der konstareres grønlige og muglignende pletter.
To poser hakket dild, hvorfra der drypper en brunlig væske.
Derudover lidt for gammelt kyllingkød, ildelugtende væske i bakkerer og en bøtte softicemix med grønlige, muglignende pletter på siden.
Det var det, som kontrollanter fra Fødevarestyrelsen fandt en fredag i juli hos restauranten Mellemrum på Fredens Torv i Aarhus.
Det kastede en bøde på 20.000 kroner og en sur smiley af sig – og bemærkningen:
»Det er ærgerligt, at I kommer på besøg, når vi gør altid rent om weekenden.«
Til Århus Stiftstidende siger ejer Allan Thallaug:
»Vi rydder op en gang i ugen og konstaterer, om et produkt er friskt eller ej. Er det ikke friskt, ryger det ud. Så det er lidt en hverdagsting for os, der er vant til at begå os i et køkken, selvom Fødevarestyrelsen altså åbenbart mener, det er forfærdeligt, der er gået en dato.«