Får ros af statsministeren og bragende bifald til Knæk Cancer: 9-årig piges indsamling for at ære sin tvillingesøster er stukket fuldstændig af
Nellie fra Ulstrup har indsamlet kæmpe beløb til Kræftens Bekæmpelse.
Nellie Leth Bøttern modtog et bragende bifald under det store Knæk Cancer show, der lørdag aften blev sendt på TV 2.
Den niårige pige fra Ulstrup var sammen med sine forældre inviteret med til showet, fordi hun har lavet armbånd og solgt dem til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Familien mistede for to et halvt år siden Nellies tvillingesøster Flora til kræft.
Under showet blev der fortalt om Nellies indsamling, og hun blev spurgt, hvor mange penge, hun havde samlet ind:
»255.880 kroner,« svarede Nellie med et meget stort smil, mens jublen brød løs i Royal Stage i Hillerød.
Solgt smykker
Nellie har efter sin søsters død fulgt meget med i Knæk Cancer og har i år startet sin egen indsamling ved at lave og sælge smykker i lokalormådet. Smykkerne har været udstillet på Ulstrup Bibliotek, og en eftermiddag stod hun udenfor den lokale brugs og solgte smykker for 8.220 kr.
»Når vi har set Knæk Cancer, har vi snakket om, at der er brug for mange penge til forskning i kræftsygdomme, så kloge mennesker kan udvikle medicin, der kan kurere kræft. Hendes mål er at hjælpe det på vej, så andre børn ikke skal opleve det samme, som hun har oplevet,« fortalte Nellies mor Line Leth Lundbak for nylig til avisen.
”Nellies seje indsamling” havde et mål på 15.000 kr., men det er løbende blevet justeret i takt med, at mange har fået øjnene op for hendes sag og har doneret beløb. I den seneste uges tid er indsamlingen stukket fuldstændig af og er i skrivende stund nået op 1.560 donationer og et samlet beløb på 275.900 kr.
Klovneløb
Familien var allerede under Floras sygdom engageret i at støtte kræftsyge børn og deres familier ved at samle ind til Danske Hospitalsklovne, der arbejder med at styrke livsglæden og livsmodet hos mennesker, der er ramt af sygdom.
Hospitalsklovnene var et kæmpe lyspunkt for Flora – og Nellie – under hendes 14 måneder lange sygdomsforløb med flere operationer i hjernen, stråleterapi, kemobehandlinger og langvarige indlæggelser på Aarhus Universitetshopital.
Familien arrangerede i 2022 et klovneløb i Ulstrup, der indbragte 20.000 kr. til hopitalsklovnene. Flora var selv med til det første løb, og efter hendes død lever løbet videre og er nu blevet afviklet i alt fire gange.
Ros af statsministeren
Nellie og hendes mor deltog tidligere på ugen i Go’ morgen Danmark, og deres sag har fået stor opmærksomhed i ugen op til Knæk Cancer indsamlingen.
Den niårige pige fra Ulstrup blev tdiligere på ugen også nævnt af statsministeren i Folketingets spørgetime:
”Kære Nellie, hvor er du sej. Jeg har selv mistet min mor til kræft. Det er og bliver en forfærdelig sygdom. Og kære alle jer andre, der også bidrager: Tak for jeres store indsats. Jeg håber, der igen bliver samlet rigtig mange penge ind,” sagde Mette Frederiksen ifølge Kræftens Bekæmpelse.
Der blev i alt indsamlet over 137 mio. kr. til Knæk Cancer 2025.