Nu skal du stemme - men det handler ikke om politik
Valget er afgørende for fremtidens vandmiljø i kommunen.
Frem til onsdag 20. november skal Vandmiljø Randers’ forbrugere til stemmeurnerne.
Der er ikke tale om et politisk valg men ikke desto mindre et vigtigt valg om, hvem der skal repræsentere forbrugerne i Vandmiljø Randers’ bestyrelse de næste fire år.
Det skriver Vandmiljø Randers i en pressemeddelelse.
»Bestyrelsesarbejdet handler om at sikre en ansvarlig og fremtidssikret udvikling af vandmiljøet i hele Randers Kommune. Forbrugerrepræsentanten spiller en vigtig rolle i at bringe borgernes perspektiver ind i beslutningerne,« siger Jan Buus Larsen, der er bestyrelsesformand i Vandmiljø Randers, i pressemeddelelsen.
Hele otte kandidater har meldt sig på banen til pladsen som forbrugerrepræsentant, og nu er det op til forbrugerne selv at afgøre, hvem der skal have plads ved bordet, når beslutninger om vandmiljø og spildevand skal træffes.
Hvem kan stemme?
Alle, der aftager vand- og/eller spildevandsydelser fra Vandmiljø Randers til eget forbrug, har stemmeret. Det gælder ejere af ejendomme i Randers Kommune, virksomhedsejere med et kundeforhold hos Vandmiljø Randers og lejere, andelshavere og beboere for eksempel på plejehjem med vedvarende tilknytning til forsyningen.
Du behøver ikke bo i Randers Kommune for at have stemmeret. Det afgørende er, at du er kunde hos Vandmiljø Randers og modtager regning for vand eller spildevand direkte fra forsyningen.
Vigtigst at huske er dog, at hver husstand eller virksomhed kun har én stemme - også selvom, der bor flere personer på adressen. Når først en person på adressen har stemt, kan de resterende beboere på adressen ikke også stemme.
Alle stemmeberettigede kan afgive deres stemme via den digitale valgportal StemOnline, som du får adgang til via forsyningens hjemmeside. På hjemmesiden kan du også læse mere om de enkelte kandidater og deres mærkesager.
Hvorfor skal du stemme?
Vandmiljø Randers A/S håndterer både spildevand, regnvand og en del af drikkevandet i Randers Kommune, og det er bestyrelsen, der har det overordnede ansvar.
Bestyrelsen sætter den strategiske retning for forsyningen, fastlægger mål og strategi, godkender større investeringer og budgetter og fører tilsyn med direktionens arbejde.
»Ved at stemme er du med til at vælge den person, der skal repræsentere dine værdier i en bestyrelse, der arbejder med bæredygtighed, forsyningssikkerhed og ansvarlig drift. Det er en mulighed for at påvirke, hvordan vi passer på vores vand og miljø både nu og i fremtiden,« siger Christina Fredholm Nielsen, der er kommunikationsmedarbejder hos Vandmiljø Randers, og fortsætter:
»Vi håber, at så mange som muligt vil engagere sig i valget. Det er nemt at stemme digitalt, og det er en vigtig mulighed for at få indflydelse på, hvem der skal repræsentere forbrugernes interesser i bestyrelsen.«
Afstemningen foregår digitalt med MitID. Har du ikke MitID eller adgang til internet, kan du i valgperioden møde op hos Vandmiljø Randers og få hjælp til at afgive din stemme.