Vandmiljø Randers' direktør siger farvel: »Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke synes, det var sjovt«

Siden stiftelsen i 2009 har Peter Christensen været direktør for det, der i dag hedder Vandmiljø Randers.

»De bedste dage er, når jeg kommer på arbejde, siger godmorgen til kollegaerne og får et smil tilbage, fordi de trives,« siger han.

Men snart er det slut med kollegaernes glade ansigter. Peter Christensen er nemlig fyldt 66 år, og han har ledt efter det rigtige tidspunkt til at ende sit arbejdsliv og give virksomheden videre. Det tidspunkt er kommet.

»Jeg ville gerne overlevere det ordentligt,« siger han og fortsætter:

»Der starter en ny bestyrelse til januar næste år, og jeg tænkte, at hvis ikke jeg stopper nu, så en ny direktør kunne nå at blive kørt ind, inden der kommer en ny bestyrelse, så ville jeg være nødt til at vente, til den nye bestyrelse var kørt ind. Jeg har tænkt over det i et par år, og jeg har bestemt mig for, at jeg ikke skal køre en ny bestyrelse ind.«

40 år som ingeniør

I 1985 blev Peter Christensen uddannet som civilingeniør fra Aalborg Universitet. Efter et par år, hvor han var ansat ved Haderslev Kommune, og efterfølgende ti år,hvor han blandt andet var rådgiver, startede udvalg op i Ingeniørforeningen, og var vejleder og underviser på en diplomingeniøruddannelse, blev han i 1997 ansat ved Purhus Kommune.

»Jeg syntes, at jeg skulle noget andet. Jeg havde siddet mange år og arbejdet med edb-programmer for dimensionering - altså modelberegninger for, hvordan vandet løber i rør,« siger han.

Han stoppede samtidig med at undervise, fordi han vidste, at hans nye arbejde ikke ville være lige så hands-on som før.

»Jeg gjorde det i respekt for de mennesker, som vælger at tage sådan en uddannelse. De fortjener de bedste forudsætninger med undervisning fra nogen, der selv sidder med det til dagligt,« fortæller han.

Ild og vand

Mens han var ansat ved Purhus Kommune, uddannede Peter Christensen sig til og arbejdede som indsatsleder. Kommunen købte dengang brandslukning ved Falck, men det var et krav, at kommunen selv kunne stille med en indsatsleder, der kunne lede ulykkesstedet.

Så jobbet som indsatsleder varetog han sammen med jobbet som souschef i den tekniske forvaltning.

Ved kommunesammenlægningen i 2007 kom han i stedet til at arbejde for Randers Kommune, hvor han blev leder af kloakforsyningen indtil 2009, hvor det ved lovgivning blev besluttet, at kloak- og vandforsyninger skulle overflyttes til selvstændigt selskaber - i Randers blev det til det, der i dag hedder Vandmiljø Randers.

Han søgte stillingen som direktør for den nye virksomhed, fik jobbet og var således med til at stifte selskabet.

Hvad er den største forskel på dengang, kloakforsyningen var en del af forvaltningen, og i dag, hvor det er et selvstændigt selskab?

»Den største forskel er, at der nu er en klar adskillelse mellem myndighed, altså Randers Kommune, og så dem, der udfører opgaverne med at lave kloakker, bassiner, renseanlæg med mere - altså Vandmiljø Randers,« siger Peter Christensen og fortsætter:

»Som myndighed udstikker Randers Kommune retningen for forsyningen gennem spildevandsplanen og lokalplaner, mens Vandmiljø Randers sørger for en effektiv drift og udførsel af planerne.«

Præg på Randers

Peter Christensen har været med til at føre flere store projekter ud i livet gennem årene.

»Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke synes, det var sjovt at være med til at lave bassinet på Østervold, Storkeengen, Regnhytten og vores nye bofællesskab. Det er jeg stolt af at have været med til - og jeg er stolt af, hvordan virksomheden i dag fremstår,« siger han.

Sidste år flyttede Vandmiljø Randers ind i et nybygget domicil, Randaros, på Ny Havnevej i Randers, hvor også Forsyningsservice, Randers Havn og Beredskab og Sikkerhed har til huse.

»Det sjoveste er, når det lykkes,« siger Peter Christensen.

Hvad er så det sværeste?

»Det sværeste er altid, når man skal sige farvel til en person, der forlader virksomheden ufrivilligt. Når man skal sige til en person, at vores veje er nødt til at deles, og at de ikke skal være her mere. Det er svært, men det er en del af jobbet,« siger han.

Det vigtigste i livet

Du skal ikke tro, at Peter Christensen kommer til at kede sig, bare fordi han forlader arbejdsmarkedet.

»Flere af mine kollegaer bliver konsulenter, så de kan blive i virksomheden på en eller andet måde. Men det tror jeg ikke, jeg skal,« siger han.

For to år siden meldte han sig ind i en fotoklub, men først nu får han tiden til at dykke ned i det med den dedikation, han gerne vil. Han vil også begynde til engelsk, så han kan »støve sproget af igen«. Han har også tænkt sig at bruge tid på livsfilosofi, Folkeuniversitetet, rejser, at »rende rundt med en sav og lege handyman« og mange andre ting.

»Jeg har lavet en plan for tiden, der kommer. Jeg glæder mig til at få god tid til at sætte mig ordentligt ind i ting og nyde dem,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror ikke, det vigtigste i livet er lykke. Man kan ikke være lykkelig hele tiden, for så betyder det ikke noget. Jeg tror, det vigtigste er mening. Derfor har jeg kigget på, hvad jeg gerne vil nå.«

»Mennesket i centrum«

En ting, som har fyldt meget i Peter Christensens arbejdsliv, og som han fortsat regner med skal fylde i otiummet, er mennesker og relationer.

»For mig er det vigtigt at have mennesket i centrum. Det har jeg forsøgt at leve efter. Rigtigt meget af det, som vi er lykkedes med i Vandmiljø Randers, skyldes tillid. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker og relationer. Man skal have respekt for hinanden,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, at grunden til, at vi har et godt miljø her i huset, er, at vi har et stort ønske om at opføre os ordentligt. Det er ikke altid pænt, og nogle gange er man nødt til at lave noget, som man bliver upopulær på, men det skal stadig være ordentligt.«

Og det med relationer er i den grad noget, som Peter Christensen vil fortsætte med at dyrke.

»Når vi - billedligt talt - står ved Sankt Peter, så tror jeg, det er sjældent folk siger, at det var ærgerligt, at de ikke nåede at få separeret den og den landsby. De er nok mere ærgerlige over, at de ikke fik set mere til deres gode ven.«