Fortsæt til indhold

Borgmester har kæmpet sig til kamera ved dødskryds, men ved godt at nogle er sindssygt ligeglade

Et rødkørselskamera er på vej i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej. En sejr for borgmesteren. Spørgsmålet er, om kameraet har nogen effekt.

Samfund

23-årige Katrine Lilleøre Holm. 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen.

Begge kvinder blev påkørt og dræbt i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i det vestlige Aarhus. Katrine Lilleøre Holm under en løbetur i oktober 2020. Ida Philbert Vangsø Ottzen til fods i maj 2018. Begge blev påkørt af vanvidsbilister.

De to unge kvinder er del af en trist statistik. På en fem kilometer lang strækning på Ringvejen mellem Åby Ringvej og Hasle Ringvej har seks mennesker fra 2014 til 2024 mistet livet i trafikulykker. 96 personer er i samme tidsperiode kommet alvorligt til skade. Det seneste dødsfald på strækningen skete i december 2024, hvor en 24-årig kvinde blev dræbt i krydset ved Paludan-Müllers Vej og Hasle Ringvej.

De skal gerne have taget både bil, kørekort og det hele. Alt hvad man kan gøre.
Anders Winnerskjold, borgmester, Aarhus

I et forsøg på at nedbringe antallet af ulykker i området vil Rigspolitiet i løbet af 2026 opsætte et såkaldt rødkørselskamera i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej.

»Der er for mange, der kører fuldstændig vanvittigt herude, og vi har haft alt, alt for mange ulykker, og vi har desværre også haft alt for mange dødsfald. Jeg er glad for, at vi nu får et forsøg med at sætte et rødkørselskamera op, så man får en bøde, når man kører over for rødt. Jeg forventer, at der bliver delt mange bøder ud,« siger Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold.

Du kender statistikken for området, Anders Winnerskjold. Hvorfor er det, der ikke er sket noget før nu?

»Vi har forsøgt at presse på for at få den her løsning længe. Jeg vil gerne have haft den for år tilbage. Byrådet har også sat penge af til sikkerhedsforanstaltninger på Ringvejen i det seneste budget. Den største udfordring i min optik er, at der er nogle mennesker, der er fuldstændig ligeglade med andre menneskers ve og vel og kører fuldstændig hasarderet og sindssygt, og det løser vi ikke alene med det her, men det er trods alt et værktøj i værktøjskassen.«

Du har selv sagt, at det kræver en adfærdsændring, hvis vi skal have færre ulykker, men nogle af de mennesker, der er skyld i de her ulykker, er måske det, man kan kalde uden for pædagogisk rækkevidde. Hvad skal det hjælpe at sætte et kamera op, hvis folk er påvirkede af diverse og i øvrigt er ligeglade med færdselsreglerne?

»Det er også det, der er udfordringen. Jeg tror, det her kan have en vis afskrækkende effekt for nogle, og så er der nogle, der er sindssygt ligeglade, og de er et kæmpe stort problem for os og for vores samfund og vores by, og de skal straffes. Der skal dygtig politimæssig efterforskning til, og de skal gerne have taget både bil, kørekort og det hele. Alt hvad man kan gøre. Jeg synes også, det er dejligt, at justitsministeren lægger op til yderligere strammere straffe over den her vanvidsbilisme.«

Justitsminister Peter Hummelgaard (tv.) og Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold fik sig en lille snak før pressemøde ved Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej. Foto: Sten Brøgger

Ikke til at bære

29. oktober blev det kommende rødkørselslys markeret ved et pressearrangement på en grøn plæne ved dødskrydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) stod side ved side med Anders Winnerskjold. Politidirektør for Østjyllands Politi Kirsten Dyrman og rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang var også til stede.

»Det her har været på vores lystavle i Justitsministeriet gennem nogen tid, og borgmesteren har råbt op alt det, han kan. Et rødkørselskamera kommer ikke til at løse alt, men forhåbentlig vil det sammen med mange andre tiltag, vi arbejder på, kunne redde liv,« sagde Peter Hummelgaard til de fremmødte pressefolk.

Anders Winnerskjold har blandt andet »råbt op« i et brev til Peter Hummelgaard i januar i år. Nicolaj Bang er medforfatter af brevet, hvor der står, at situationen ikke er »til at bære.«

»I flere af vores nabolande har man rødkørselskameraer, som fungerer uden problemer, og vi håber, at den erfaring kan bruges i en dansk kontekst. (...) Vi vil derfor gerne appellere til, at ministeriet prioriterer de nødvendige ressourcer til, at der kan sættes forsøg i gang med rødkørselskameraer i Danmark, og vi stiller gerne op som forsøgsby,« lyder det i brevet.

Strækningen mellem Åby Ringvej og Hasle Ringvej står ifølge tal fra Aarhus Kommune for cirka 10 procent af alle dødsfald og alvorligt tilskadekomne i trafikulykker i hele Aarhus Kommune.

Politidirektør for Østjyllands Politi Kirsten Dyrman var mødt op til pressemødet blandt andet for at svare på mere tekniske spørgsmål vedrørende det kommende rødkørselskamera. Foto: Sten Brøgger