Fortsæt til indhold

Ambulance til Grenaa Stadion var helt efter bogen

Region Midtjylland siger, at det ikke var en fejl at lade en kvæstet tilskuer til fodboldkamp vente en time før ambulancen dukkede op - men ikke kunne finde vej.

Samfund

Der er ikke sket fejl, og det var helt efter bogen, da en tilskuer til en jyllandsseriekamp på Grenaa Stadion, måtte vente over en time, før ambulancen nåede frem – hvad den dog ikke helt gjorde i dette tilfælde, da ambulancefolkene aldrig fandt den rette kørevej til stadion.

Den prøvede at køre ind på stadion fra Vestre Skovvej, hvor indgangen er lukket – og den korrekte adresse er Stadion Allé 25.

Det kan for nogle være en lidt barsk oplevelse at se, når andre er kommet til skade; og som vidne kan det være meget svært at vurdere andres skader
Annie Påbøl

Det forklarer Annie Paabøl, som er kommunikationschef i Region Midtjyllands præhospitale indsats, i en kommentar, efter at avisen har henvendt sig med egne spørgsmål og bedt om kommentarer til kommunalbestyrelsesmedlem Niels Basballes indlæg om episoden og det lokale ambulanceberedskab.

Barsk oplevelse

»Det kan for nogle være en lidt barsk oplevelse at se, når andre er kommet til skade; og som vidne kan det være meget svært at vurdere andres skader. Derfor er vores erfarne sundhedsfaglige medarbejdere i AMK-vagtcentralen særligt uddannede til at spørge ind til skader, ligesom de har værktøjer, der understøtter vurderingen.«

»De værktøjer tog de naturligvis også i brug søndag, og efter en vurdering helt efter bogen blev der sendt en ambulance af sted; det var ikke nødvendigt at sende hverken akutlægebil eller paramedicinerbil. Ambulancen var faktisk fremme ved stadion inden for de generelle responstidsmål for B-kørsler, men desværre var der ganske rigtigt problemer med at finde det rigtige sted. Derfor gik der beklageligvis også længere tid, inden man var helt fremme ved patienten,« siger Annie Paabøl.

Regionens servicemål siger, at 92 procent af A-kørslerne skal være fremme inden for 15 minutter – 85 procent af B-kørslerne skal være fremme inden for 30 minutter.

Servicemålene gælder for regionen som helhed, og de overholdes. Man kan ikke tale om, hvorvidt servicemålene overholdes i de enkelte kommuner/postnumre, men vi kan se, at hjælpen generelt er hurtigt fremme i Grenaa.

I første halvår 2025 er andelen af A-kørsler fremme inden for 15 minutter 97,2 procent i postnummer 8500 Grenaa. I første halvår 2025 er andelen af B-kørsler fremme inden for 30 minutter 85,6 procent i postnummer 8500 Grenaa,« lyder det i svaret.

Ude af drift

Når Niels Basballe i sit indlæg stiller spørgsmålet om, hvad bemandingen har været på de primære ambulancer fra stationerne Grenaa, Ebeltoft, Rønde, Kolind, Allingåbro og Hornslet fra 1. maj til 1. august 2025, lyder svaret:

»På de efterspurgte ressourcer har der været 3,3 % UAD (ude-af-drift) af planlagt drifttid i den efterspurgte periode. Derudover kan vi oplyse, at der i år har der været UAD på 4,2 pct af den planlagte drifttid på AMB-ressourcer/beredskaber med hjembase i Grenaa.«

Regionen oplyser også, at der ikke var beredskaber ude af drift i Grenaa denne søndag eftermiddag.

»Det betyder dog ikke, at man ikke kan disponere beredskaber fra andre baser, for eksempel Kolind, hvis et beredskab i Grenaa allerede er optaget. Det skyldes, at man hele tiden søger at sikre, at vi har beredskaber klar til hændelser, der kræver meget hurtig respons. Det er i øvrigt korrekt, at vi arbejder for at få endnu flere medarbejdere til baserne på Djursland, men de ledige vagter dækkes ind ved hjælp af blandt andet overtidsvagter,« siger Annie Paabøl.