Fortsæt til indhold

Tredje gang var lykkens gang – Aarhus-ikon vinder ultimativ kokke-pris

Kokkene har talt: Wassim Hallal er kåret som Kokkenes Kok 2024 – en af de største hædersbevisninger i dansk gastronomi.

Samfund
jro

Wassim Hallal, der ejer og er kok på Frederikshøj Kro i Aarhus, blev søndag 2. november hædret med prisen ’Kokkenes Kok’.

Den gives til en kok, der ’med talent, generøsitet og faglig styrke har gjort en særlig forskel for branchen’, skriver Food Organisation of Denmark i en pressemeddelelse, der samtidig kalder prisen for ’en af de største hædersbevisninger i dansk gastronomi’.

»Gennem snart 20 år har Wassim markeret sig som en af landets bedste kokke, og siden han overtog Frederikshøj, har han løftet restauranten til en position blandt landets absolut bedste med først én og siden to Michelin-stjerner – og nu kan han føje endnu en hæder til sit imponerende CV,« fortæller Per Thøstesen, kok og medlem af Fonden Dansk Gastronomis bestyrelse.

Prisen “Kokkenes Kok” uddeles hvert år af Fonden Dansk Gastronomi på baggrund af en afstemning blandt 250 restauranter i hele Danmark.

Formålet er at hylde en kollega, der bidrager markant til dansk gastronomi, og i år vandt Wassim Hallal altså afstemningen.

»Jeg er meget meget stolt og beæret over at modtage denne pris. Tusind tak,« sagde Wassim Hallal efter at have fået overrakt prisen.

»Dedikation på ypperste niveau«

Wassim Hallal overtog Frederikshøj i 2009 og har sideløbende stillet op i en række kokkekonkurrencer og tidligere være nomineret til ’Kokkenes kok’ to gange:

»Det er fuldt fortjent, at det er ham, der får prisen i år, for det, han har skabt på Frederikshøj, er imponerende – og han bliver ved med at løfte barren. Han går målrettet efter tre Michelin-stjerner, siger det højt og handler derefter. Det er dedikation på ypperste niveau,« fortæller Per Thøstesen.

Til prisuddelingen på Le Grand Rouge i København deltog 140 gæster, heriblandt kokke, samarbejdspartnere og venner af branchen.