Fortsæt til indhold

Stort anlægsprojekt ved rute 21 skal sætte fut under trafikken

Ombygning af kryds og nye svingbaner skal reducere trafikproblemer ved Korslund og Rønde. Projektet skal gøre trafikken mere smidig og sikker.

Samfund

Et nyt projekt skal gøre trafikken mere sikker og mindske trængslen på Djurslandsmotorvejen.

Formålet med projektet er at reducere trængselsproblemer på Djurslandsmotorvejens forlængelse (rute 15) i det sydlige rampekryds ved Randersvej (rute 21) ved Korslund og Rønde.

Projektet indebærer en ombygning af krydset fra vigepligtsreguleret til signalreguleret.

Det skal forbedre trafiksikkerheden og fremkommeligheden i området.

Der tilføjes nye højresvingbaner på henholdsvis frakørselsrampen samt på Randersvej mod Grenaa og mod samkørselspladsen.

Desuden tilføjes en venstresvingsbane mod samkørselspladsen, og den tilladte hastighed sættes ned fra de nuværende 80 km/t til 60 km/t gennem krydsområdet.

2-3 år

Området ved Korslund og Rønde er særligt belastet af trafik til Djurs Sommerland, Gartnergården og den kommende McDonald’s, der åbner sidst i denne måned. Det skaber ofte store trafikkøer i højsæsonen hos Djurs Sommerland.

Projektet, som koster 11,4 millioner kroner, forventes at være færdigt inden for 2-3 år, afhængigt af miljøundersøgelserne.

Det er en del af en større plan, der skal forbedre trafikken og sikkerheden over hele landet.

Med Infrastrukturplan 2035 er der afsat 3,5 milliarder kroner til projekter, der skal binde landet bedre sammen.

I år er der afsat 540 millioner kroner til at forbedre trafikken og sikkerheden, samt til ekstra faunapassager. Pengene går blandt andet til ombygning af vejkryds, nye signalanlæg og ramper ved motorveje.

17 andre projekter

Udover projektet ved Korslund og Rønde er der 17 andre projekter, der får penge fra puljen.

Projektet er støttet af en bred vifte af partier i Folketinget, herunder Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Jens Meilvang, lokalt folketingsmedlem for Liberal Alliance, udtrykker glæde over, at der nu afsættes midler til Djursland, som vil gøre trafikken både tryggere og mere smidig.