Golfbane knuser konkurrenterne for tredje gang på fire år
Lübker Golf kåret som Danmarks bedste bane – for tredje gang af World Golf Awards.
Lübker Golf Resort har igen modtaget en stor anerkendelse. World Golf Awards har for andet år i træk – og tredje gang på fire år – kåret DP World Tour-banen på Djursland som ’Denmark’s Best Golf Course 2025’.
Det er en præstation, som viser banens popularitet blandt golfspillere.
Stolthed og anerkendelse
Resortejer Carl Aage Nielsen udtrykker stolthed over den gentagne anerkendelse og ser det som et bevis på det fundament, der er skabt på Lübker Golf Resort.
Han fremhæver også betydningen af medlemskabet i European Tour Destinations, som giver mulighed for at dele erfaringer med andre internationale baner. Ligesom han selvfølgelig roser medarbejdernes indsats for at levere en oplevelse for gæsterne.
International anerkendelse
Lübker Golf Resort har også opnået international anerkendelse som værtsbane for Danish Golf Championship på DP World Tour i 2024.
Begivenheden har tilført prestige til både mesterskabsbanen og resten af resortet.
Carl Aage Nielsen håber på en gentagelse af DP World Tour på Lübker inden for en overskuelig årrække.
Kvalitet og teamwork
Chefgreenkeeper Spencer Opstrup Lloyd-Pye er stolt over, at Lübker Golf Course igen er blevet kåret som Danmarks bedste golfbane.
Han fremhæver det team på 11 personer, som med vilje og evne til at lære og udvikle sig, har formået at fastholde banens kvalitet år efter år.
Lloyd-Pye ser kåringen som en tilfredsstillelse og et skulderklap til hele teamet.
Historien om Lübker Golf Resort
Historien om Lübker Golf Resort Poul Anker Lübker var idemanden til Lübker Golf Resort, som han gik i gang med at gøre til virkelighed i 2004.
Der blev investeret mere end 1 mia. kr. i projektet, som officielt blev indviet i 2008.
Anlægget består af 36 golfhuller, dertilhørende træningsfaciliteter, wellness-center, restaurant, konferencelokaler og flere hundrede boliger.
Det anerkendte amerikanske blad Golf Magazine kårede i 2008 Lübker Golf Resorts mesterskabsbane til den bedste nyanlagte bane uden for USA.
Da finanskrisen holdt sit indtog, kunne opturen ikke fortsætte, og det endte med, at Poul Anker Lübker og den øvrige ejerkreds solgte resortet i 2011 til et nyt hold af ejere.
Den nuværende ejer, Carl Aage Nielsen, overtog hele ejerskabet i 2014. Han ejede livsværket, finansvirksomheden Midt Factoring i Ikast fra 1998. Den solgte han til EBH Bank i nordjyske Fjerritslev til en yderst fordelagtig pris i 2005.