Er borgmesterkandidat allerede kørt ud på sidespor? »Det er mit eget valg«
Allan Gjersbøl Jørgensens første forsøg som socialdemokratisk borgmesterkandidat endte som en nedtur. Men er han klar til at prøve igen?
Det var en mærket og træt Allan Gjersbøl Jørgensen, der gik hjem fra rådhuset i Grenaa sent om natten efter valget 18. november.
Med ham som borgmesterkandidat havde socialdemokraterne netop lidt et markant nederlag og gået godt syv procent tilbage.
Og værre endnu; tabt to mandater, der betyder, at Socialdemokratiet ikke længere er kommunalbestyrelsens største parti eller var tæt på at være i spil til at række ud efter borgmesterposten.
Det vakte derfor stille opsigt, da Socialdemokratiet et par dage efter sendte en pressemeddelelse ud med deres fordeling af politikere til at varetage udvalgsposterne i den nye konstituering.
Her stod der ikke Allan Gjersbøl Jørgensen ud for nogen af formandsposterne.
Heller ikke i det mest magtfulde af de politiske udvalg - økonomiudvalget - var der blevet plads til borgmesterkandidaten.
En næstformandspost i erhvervs-, vækst- og klimaudvalget (EVK) og en menig post i børne-, familie- og skoleudvalget (BFS) bliver hans roller i den næste valgperiode.
Eget valg?
I de seneste fire år har Allan Gjersbøl Jørgensen været formand for kultur- og fritidsudvalget. Den post overtages efter nytår af af Karoline Bergkvist Søgaard i det kommende kultur-, fritids- og landdistriktsudvalg.
Sammen med Allan Gjersbøl Jørgensen og Anette Ruby Liebe var hun også den ene af de tre, der i 2023 stillede op til at blive Socialdemokratiets borgmesterkandidat til valget.
Et valg som Gjersbøl Jørgensen vandt suverænt.
Alligevel forstår han udmærket, at man udefra set nu kan få den tanke, at Socialdemokratiet allerede har gjort brættet op efter det katastrofale valg og rykket brikkerne rundt for at køre nye folk i stilling.
Er det her dit eget valg?
»Ja, det er mit eget valg,« understreger Allan Gjersbøl Jørgensen hurtigt og uddyber.
»Det var egentlig en idé, jeg fik på konstitueringsaftenen, fordi jeg syntes, der var en oplagt mulighed for mig at træde ind i EVK-udvalget og være med til at arbejde med nogle spændende og lidt større strategiske emner og udfordre mig selv ved det. Når jeg ikke længere er udvalgsformand, så er det også nærliggende at sidde med i et andet udvalg, og det gav god mening at vende tilbage til et udvalg, som jeg før har siddet i og har meget hjerte for i BFS-udvalget.«
I fik to formandsposter i konstitueringsaftalen. Havde det ikke været mere nærliggende, at du havde taget en af dem med din position som borgmesterkandidat?
»Det er i hvert fald den lidt klassiske tilgangsmåde, at som borgmesterkandidat så er trøstepræmien, at man bliver formand i et eller andet udvalg, eller man bliver viceborgmester. Der valgte jeg så i samarbejde med resten af vores gruppe, at vi giver lidt rum til nogle andre, og så har jeg en anden position, som måske også giver en lidt bredere palet end et formandskab, hvor man typisk kun - forstå mig ret - har ét område at have fingrene nede i og tale ud fra,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.
Så du har ikke selv valgt at træde til side eller blevet bedt om at træde til side for at gøre plads til andre om fire år? Det undrer mig, at du som borgmesterkandidat heller ikke er i økonomiudvalget.
»Ja, det kan jeg i hvert fald klart afvise, at det har været i spil. Vi var godt klar over, at den tanke ville opstå, fordi det er det klassiske, og det vi gør er lidt mere utraditionelt. Så nej, det har simpelthen været for at dække en brede emnemæssig palet.«
»I forhold til økonomiudvalget så var det en gestus over for en god alliancepartner, der hedder Ulf Harbo, som ikke havde fået plads i økonomiudvalget, hvis vi ikke havde trukket vores anden plads og overladt den til Ulf.«
Det giver jo alt andet lige mindre indflydelse til jer i det vigtige udvalg. Hvorfor gjorde I det?
»Vi har et godt samarbejde med Ulf, og han ser nogle ting, som vi ikke ser. Vi har ikke den direkte plads, men der er en mulighed for at få et andet blik på tingene, end hvis der havde været to socialdemokrater, der måske har den samme måde at anskue tingene på.«
Avisen har været i kontakt med Ulf Harbo (Natur- og Velfærdslisten), som bekræfter, at det første udspil fra flertallet havde to pladser til Socialdemokratiet i økonomiudvalget, og at den ene plads blev overdraget til ham ved konstitueringen.
Stadig borgmesterkandidat?
Summen, ifølge Allan Gjersbøl Jørgensen, er, at han har ønsket at bygge på sin allerede mangeårige erfaring i kommunalbestyrelsen, som han har været valgt til siden 2010.
Og det er der faktisk ikke noget nyt i for ham, understreger han.
»Det har jeg altid dyrket. Jeg har nået at sidde i mange forskellige udvalg, hvor nogle af mine kollegaer har siddet i de samme udvalg i 12 eller 16 år. Det har jeg aldrig gjort, så på den måde er det heller ikke nyt for mig at skifte boldgade. Jeg vil sige, at det gør jeg næsten ved hvert eneste valg,« konstaterer Allan Gjersbøl Jørgensen.
Derfor er der heller ikke noget, der er ændret ved hans position i partiet, fastslår han.
Betyder det her, at du stadig er Socialdemokratiets borgmesterkandidat om fire år?
»Jeg har i hvert fald ikke selv truffet en beslutning, der peger modsat. Jeg er heller ikke blevet prikket til og bedt om at træffe en beslutning i en anden retning, så det er det, vi kører efter,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.