Vi bruger mindre vand, og hvad sker der så: Prisen sættes op
På trods af indførelse af producentansvaret bliver det samlet set dyrere for en almindelig husholdning at være kunde hos Favrskov Forsyning.
En almindelig husstand i Favrskov Kommune vil fra næste år spare 356 kr. på indsamling af affald og brug af genbrugspladser. Prisen falder fra 4.243 kr. til 3.887 kr.
Det sker som følge af indførelse af producentansvaret for emballage, hvor producenterne nu skal betale hovedparten af omkostningerne til håndtering af emballage. Producenterne skal betale 62,5 procent af Favrskov Affalds samlede omkostninger på området svarende til 7,4 mio. kr. ud af 11,8 mio. kr. De resterende 4,4 mio. kr. betales af forbrugerne, oplyser Favrskov Forsyning i en pressemeddelelse.
Prisen for tømning af genbrugsbeholderen falder derfor med 24 procent fra 1.550 kr. til 1.173,75 kr.
Prisfaldet på 376,25 kr. suppleres af en lille stigning på indsamling af rest- og madaffald. Tømningen af en 240 liters beholder stiger næste år med ca. to procent fra 1.078 til 1.099 kr., således at det samlede prisfald på indsamling af affald bliver på 356 kr.
Prisen for anvendelse af genbrugspladserne er uændret og udgør fortsat 1.615 kr. for almindelige husstande og 1.290 kr. for etageejendomme.
Prisen på vand stiger
På trods af det lovbestemte prisfald på affaldsområdet bliver det overordnet set lidt dyrere at være kunde i Favrskov Forsyning i 2026. Prisen for vandforbrug stiger nemlig med ni procent fra 50 kr. til 54,50 kr. pr. kubikmeter vand, mens det faste bidrag på 750 kr. forbliver uændret. For en almindelig husstand med et årligt vandforbrug på 150.000 liter vand betyder det en prisstigning på 675 kr. fra 8.250 til 8.925 kr.
At prisen stiger skyldes ifølge Favrskov Forsyning primært, at vi bruger mindre vand. Faldet i vandforbrug har nemlig ikke indvirkning på omkostningerne ved at drive en spildevandsforsyning, så for at opretholde indtægterne må faldende forbrug opvejes af en tilsvarende prisstigning.
»Renseanlæggene renser en vandmængde, der er ca. tre gange større end den del, der kommer fra husholdninger og virksomheder, og derfor får faldet i vandforbruget ikke en indvirkning på omkostningerne ved at drive en spildevandsforsyning,« forklarer Favrskov Forsyning i pressemeddelelsen.
Prisen stiger samlet set
Med en prisstigning på spildevandsområdet på 675 kr. og et prisfald på 356 kr. på affaldsområdet vil en almindelig husstand med uændret vandforbrug således opleve en samlet prisstigning fra 12.493 kr. til 12.812 kr. i 2026.
Det giver en samlet prisstigning på 319 kr., hvilket svarer til stigning på ca. 2,5 procent.
Taksterne for affalds- og spildevandsområdet er fastsat ud fra princippet om, at økonomien i Favrskov Forsyning skal hvile i sig selv. Forsyningsvirksomheden skal altså hverken give overskud eller underskud.