Nu tages første skridt til at redde fosforforurenet sø: »Vi har trykket på startknappen«
På sit allersidste møde i byrådsperioden har Klima- Miljø- og Planudvalget sagt go til at bruge 200.000 kroner på en afklaring af, præcis hvor fosforkilderne til Skanderborg Sø kommer fra, hvad der kan gøres ved det, og hvad det vil koste.
»Jeg er jublende lykkelig over, at vi har fundet de penge, for ellers skulle vi gennem byrådet, og det havde taget lang tid. Nu kan vi trykke på startknappen med det samme.«
Sådan lyder det fra Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, efter at byrødderne i udvalget på det allersidste møde i denne byrådsperiode besluttede at bruge 200.000 kroner på en analyse af mulighederne for at reducere fosforudledningen til Skanderborg Sø, som er den af Skanderborg Kommunes søer, hvor det står værst til med vandmiljøet.
Analysen finansieres af penge afsat til Grøn Omstilling i perioden 2025-2028.
»Vi skal ikke bare kaste os ud i noget, for så kommer vi hurtigt til at bruge millioner. Nu får vi et klogt grundlag at handle ud fra,« tilføjer han.
Analysen, der udarbejdes af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet – vil udover at fastslå kilderne til fosforudledningen i Skanderborg Sø, også liste en række konkrete tiltag, som vil være de mest effektive til at stoppe udledningen fra de forskellige kilder.
Vi har i valgkampen hørt rigtig mange politikere sige, at de vil bruge penge på en renere sø. Jeg kan ikke forestille mig, at de springer fra detClaus Leick (SF), formand, Klima-, Miljø- og Planudvalget
Kontakten til Aarhus Universitet er kommet i stand gennem seniorforsker Hans Estrup Andersen, der er leder ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet. Han kontaktede i efteråret Skanderborg Kommune med en opfordring til at samarbejde om søen.
Han bor selv i Skanderborg og har fulgt med i debatten om Skanderborg Sø, som var et varmt emne i valgkampen. Fra sin forskning har han stor viden om fosforforurening, der er den primære årsag til algesuppen i Skanderborg Sø.
Med analysen får byrødderne en oversigt over de forskellige transportveje for fosfor opdelt på områder i oplandet til Skanderborg Sø samt et handlekatalog med effektive virkemidler målrettet de forskellige transportveje.
»De forskellige områder undersøges, og vi får en præcis beskrivelse af, hvad vi skal gøre hvert enkelt sted for at nedbringe fosforudledningen. Vi får samtidig en detaljeret plan for de forskellige indsatser. Ud fra det kan administrationen sætte tal på, hvad de forskellige muligheder kommer til at koste. Målet er at vi senest til maj har en palet med forskellige handlingstiltag med priser, som vi kan tage med til budgetforhandlingerne. På den baggrund kan vi få afsat penge de kommende år til at forbedre vandkvaliteten i Skanderborg Sø,« forklarer Claus Leick, der forventer de øvrige byrødders opbakning til at sætte penge af i budgettet til Skanderborg Sø.
»Vi har i valgkampen hørt rigtig mange politikere sige, at de vil bruge penge på en renere sø. Jeg kan ikke forestille mig, at de springer fra det. Skanderborg Sø er den, hvor det står værst til med vandmiljøet. Nu får vi først en handlingsplan for Skanderborg Sø, og så må vi kigge på de andre søer senere, men det står ikke helt så slemt.«