Hans skal give førstehjælp til stor sø: »Det er ikke klimaforandringer - det er fortidens synder«

Hører du til dem, der holder af en dukkert i søen, så er det nu, du kan bade i Skanderborg Sø. Til sommer når temperaturen stiger, stiger også mængden af alger i søen til en algesuppe, og hver eneste sommer udstedes der badeforbud på grund af giftige blågrønalger.

I slutningen af august samlede et debatmøde om søen flere hundrede borgere, og stort set alle opstillede kandidater til sidste måneds kommunalvalg lovede at smøge ærmerne op og kæmpe for en bedre vandkvalitet i Skanderborg Sø.

Mange forskellige løsningsforslag har været i spil lige fra quickfix og mirakel kure til milliondyr biomanipulation. En af dem, der har fulgt godt med i debatten, er Hans Estrup Andersen, der er leder ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, og som selv bor i Skanderborg. Han har i mere end 30 år forsket i vandmiljø og er ekspert inden for fosforforurening af vandmiljøet.

Klar med ekspertviden

Efter debatmødet tog han kontakt til Skanderborg Kommune og foreslog et samarbejde. På et møde med Klima-, Miljø- og Planudvalget forklarede han, hvorfor det ville være spild af penge at kaste sig hovedkuls ud i en oprensning af søen, før man har fået taget hånd om de kilder, der leder fosfor ud i søen.

I de kommende måneder skal han undersøge netop det og samtidig komme med forslag til de mest effektive måder at reducere fosforudledningen i søen på.

Men hvorfor står det egentlig så dårligt til i lige netop Skanderborg Sø?

»Man skal passe på med at kalde det klimaforandringer, for der er snarere tale om fortidens syndere. Der har både ligget en stor fabrik og et slagteri, der hældte spildevand direkte ud i søen og der har også i rigtig mange år været bebyggelse her, hvor søen er blevet brugt uden rensning af spildevandet. Nu handler det først og fremmest om at stoppe ulykken. I søen er det fosfor, der er den store trussel, og udledningen af fosfor er ganske enkelt bare alt for stor,« forklarer Hans Estrup Andersen.

Opgørelser viser, at 20 pct. af udledningen stammer fra punktkilder som renseanlæg og overløb, resten – 80 pct. – kommer fra det åbne land.

»Skanderborgs renseanlæg er nogle af de bedste. Der er ikke så meget at komme efter dér i forhold til fosforreduktion. Det er dyrt, og der er ikke så meget at hente,« pointerer han.

I stedet skal Skanderborg Kommune fokusere på at reducere udledningen af fosfor fra det åbne land.

Fosfor er skurken

Ifølge Hans Estrup Andersen er fosfor sværere at arbejde med end kvælstof, fordi jorden nogle steder er god til at binde den fosfor, landmanden smider på, mens fosforen andre steder – for eksempel hvor der er meget leret jord – ryger direkte igennem til markdræn eller grundvand.

»Det er de diffuse transportveje, der er problemet. Humlen ved de forskellige transportveje er, at det kun er omkring 10 pct. af arealet, hvor de er aktive. Vil man sætte ind over for fosforudledningen, så er det de 10 pct., der skal identificeres,« understreger han.

Og det er præcis det, Hans Estrup Andersen har arbejdet med i rigtig mange år.

En diffus transportvej kan for eksempel være, når fosfor frigives i forbindelse med erosion af jordoverfladen. Det sker ofte i forbindelse med store nedbørsmængder, hvor regnen skyller jord af markerne og ned i et åløb.

En anden transportvej er markdræn. Er der store sprækker i jorden eller makroporer, som for eksempel gamle regnormegange eller gange fra planterødder, så kan fosforen skylles direkte ned i markdrænet og via det videre til åløbet.

Meget fosfor er gennem årene ophobet i åbrinkerne, og derfor er erosion af åbrinken en stor kilde til fosforudledning. Noget af det fosfor har været bundet til åbrinken helt tilbage til da isen forlod Danmark.

»Når man har kortlagt, hvor kilderne til fosforudledningen er og hvor meget fosfor der tabes fra de forskellige kilder, så kan man begynde at se på, hvad der er af virkemidler. Gør man bare noget på må og få, så taber man sine penge,« konstaterer han.

Der er forskel på, hvilke virkemidler der har bedst effekt på de forskellige fosforkilder. Hans Estrup Andersen nævner blandt andet skovrejsning, randzoner med plantedække, genslyngning af åløb og små vådområder som eksempler på virkemidler.

Lange udsigter til ren sø

Når man ved, hvad der har bedst effekt de forskellige steder, er næste trin at beslutte, hvad man vil gøre. Nogle virkemidler har effekt på kort sigt, mens andre virker på længere sigt.

»Det er vigtigt at forventningsafstemme, for det har lange udsigter, før Skanderborg Sø er i god stand igen. Der er rigtig meget fosfor bundet i sedimentet på søbunden. Fosforen skal langsomt vaskes ud. Det er svært at sige, hvor lang tid det vil tage, men 10 år er nok ikke helt ved siden af,« mener han.

»Det er en totrins raket. Skal der opnås en vedvarende effekt, så skal tilgangen af fosfor til søen reduceres. Derefter kan man se på, om det er muligt at fjerne fosfor i søen. Der findes måder til at oprense søer på, men Skanderborg Sø er så stor og dyb, at det er helt umuligt at gøre her, men det er gjort med for eksempel Sorte Sø. Man kan måske også fjerne fosforen med biomanipulation, men det er ikke min gebet.«