Ekspropriationssagen der aldrig slutter: »Jeg har kun ønsket at få alt bragt i orden og føler ikke, at jeg har stillet urimelige krav«
Gårdejer Flemming Lassen har mistet tålmodigheden med Syddjurs Kommune og har sendt langvarig ekspropriationssag til afgørelse i Taksationskommissionen.
Gårdejer Flemming Lassen fra Nimtofte har en lang historie med Syddjurs Kommune, når det handler om at få afsluttet en ekspropriationssag.
Han har mistet tålmodigheden, og derfor har han i samråd med sin advokat sendt sagen til Taksationskommissionen.
Historien starter i 2017, da byrådet vedtager, at første etape af Nord-sydvejen fra Djurs Sommerland til Korslund skal begynde. Flemming Lassens arealer grænser op til den endelige linjeføring på begge sider af vejen.
Første etape omfatter omfartsvejen uden om Nimtofte fra Frederikslundvej til Randersvej med tilhørende dobbeltrettet cykelsti til gården Kragelund, hvor vejen går ind til landsbyen Margrethelund. Omfartsvejen er cirka 3,2 km lang, og den dobbeltrettede cykelsti er cirka 4,1 km.
Tre kapitler
Flemming Lassens historie kan opdeles i tre kapitler:
Ekspropriationssagen Ekspropriationsaftalen omfatter cirka ti hektar af Flemming Lassens landbrugsarealer, hvoraf knap halvdelen skal bruges til vejen, regnvandsbassinet ved Djurs Sommerland og diverse jordstykker, som altid opstår ved ekspropriationer. Flemming Lassen er den lodsejer ud af seks i området, der har fået eksproprieret mest jord.
»Selve cykelstien og vejen er jo for længst eksproprieret og et afsluttet kapitel, som jeg også er blevet betalt for efter godt et par år, hvor jeg modtog et acontobeløb fra kommunen, fordi jeg bad om det, men der fulgte intet bilag med i første omgang, og det studsede både min revisor og jeg noget over,« smiler Flemming Lassen.
»Men der er jo ufattelig mange andre ting ved en ekspropriation som arbejdsarealer, ulempeerstatning og alt muligt, som fortsat er uafklaret.«
Flemming Lassen er meget træt af det lange forløb, som endnu er uafsluttet. Ikke mindst, fordi han aldrig selv har ønsket at være bagstopper.
»Kommunen kommer til mig først og siger, vi skal bruge noget af dit jord. Jeg spiller med fra første henvendelse på alle måder. Derfor er jeg skuffet over, at den her sag får et sådan forløb, for det har slet ikke været min hensigt. Jeg har kun ønsket at få alt bragt i orden og føler ikke, at jeg har stillet urimelige krav.«
Regnvandsbassinet
I 2023 bliver Danmark og lavtliggende Nimtofte ramt af store regnmængder, hvilket skaber oversvømmelsesproblemer. Flemming Lassens have går ikke ram forbi.
Da regnvandsbassinet i Kærende, et resultat af omfartsvejen, i 2023 første gang bliver mødt af kraftige regnmængder, løber det over som forventet med konsekvenser for naboejendommene ned mod Nimtofte, herunder Flemming Lassens. Hans have kommer hurtigt til at stå under vand, fordi kommunen har koblet bassinet på Flemming Lassens dræn ud til vejen.
»Jeg havde sagt til kommunen, at det aldrig ville gå godt og stillede også spørgsmålstegn ved det lovlige i det. Det er værd at bemærke, at kommunen ikke har fulgt udledningstilladelsen som anført i projektbeskrivelsen, men efter færdiggørelse har ændret i rørføringen. En af kommunens egne folk fortalte, at det ikke var lovligt,« fortæller Flemming Lassen.
»Jeg havde forudset, at når man kobler et stort rør på mine forholdsvis små rør, skal det gå galt, og det gjorde det virkelig også.«
I efteråret 2023 bliver problemet forværret, fordi det regner konstant.
»Jeg kontakter kommunen igen og igen uden svar. Da det bliver tørt igen, rørlægger jeg og laver en dæmning for at beskytte hus og have mod fremtidige oversvømmelser. Det bekoster jeg selv, og det er en del af mit krav, som jeg har til kommunen.«
Cykelstien i fredsskoven
Tredje og sidste kapitel i Flemming Lassens historie med Syddjurs Kommune handler om et stykke skov, som han ejer ud mod Randersvej (fra Nimtofte til Djurs Sommerland), som nu udelukkende fungerer som cykelsti og er lukket for anden trafik.
Oprindeligt var det meningen, at cykelstien på Randersvej skulle forbindes direkte med cykelstien på Battrupholtvej ved udløbet af Randersvej. Det kan man læse i lokalplanen.
Efter et ønske fra en lodsejer beder kommunen Flemming Lassen om i stedet at få cykelstien ført ned gennem hans skov, hvor der allerede var en sti.
»Jeg sagde, jeg godt lige ville se projektet, før min endelig godkendelse, men jeg fik aldrig projektet at se og kommunen gik i gang. og kommunen gik i gang. Kommunen var imidlertid ikke opmærksom på, at det er en fredsskov. Det var jeg godt klar over, men det var ikke min opgave at orientere dem om dette, og kommunen finder først ud af det senere, da de slet ikke søger om tilladelse til at gå i gang med projektet.«
På vegne af Syddjurs Kommune søger en landmåler i juni 2024 om ophævelse af fredskovspligten ved cykelstien, fire år efter den er anlagt.
I oktober 2024 får Syddjurs Kommune afslag på ansøgningen, og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø henstiller til, at asfalten skal fjernes inden 1. maj 2025.
»Styrelsen var på besigtigelse i maj 2025 og konstaterede, at asfalten ikke var fjernet. Kommunen udeblev fra mødet, selvom de var indkaldt. Kommunen har sidenhen givet tilsagn om, at asfalten ville blive fjernet i oktober 2025, hvilket ikke er sket,« fortæller Flemming Lassen, der som ejer af skoven hænger på de juridiske aspekter, hvilket medfører at det i dag er hans problem, at der er lagt asfalt på cykelstien.
Taksationskommissionen
Nu har Flemming Lassens advokat sendt hele sagen til Taksationskommissionen for halvanden måned siden. Taksationskommissionen vurderer erstatningspriser ved ekspropriation af privat ejendom.
Flemming Lassen håber, at Taksationskommissionen vil komme med en afgørelse, som han kan acceptere, så sagen kan blive afsluttet. Syddjurs Kommune har efter henvendelsen om, at sagen er sendt til Taksationskommissionen, reageret og lovet en afgørelse 14. december.
»Det, jeg vil med det her, er blot at få afsluttet sagen, så jeg kan komme videre, men selvfølgelig skal den afsluttes på en måde, som jeg også kan se mig selv i og acceptere,« siger Flemming Lassen.
Han ønsker ikke at oplyse, hvor stort hans økonomiske krav er mod kommunen.
Flemming Lassen har lavet en tidslinje for forløbet og kommunikationen med Syddjurs Kommune (se faktaboks).
»Som det fremgår, er der ingen sammenhæng mellem svar og handling, fordi vi på nuværende tidspunkt ikke er kommet en afslutning nærmere. Det er tilsyneladende også tilfældigt, hvem fra kommunen der sender svar ud,« noterer Flemming Lassen.
Han har i en anden sammenhæng ros til Syddjurs Kommune, der netop har godkendt et skovrejsningsprojekt på hans arealer.
»Det gik meget hurtigt, og den pågældende medarbejder sørgede for, at der ikke var langt fra ansøgning til godkendelse,« siger Flemming Lassen og griner:
»Men det er jo en helt anden historie.«