Ældre Sagen Ebeltoft er på udkig efter Aases afløser
Jagten er gået ind efter en næstformand og et bestyrelsesmedlem op til årsmødet i marts næste år
Det går forrygende i Ældre Sagen Ebeltoft med masser af medlemmer, masser af aktiviteter og i det hele taget et væld af gode sociale og hjælpsomme tiltag. Der er bare ét problem. Ved årsmødet i 2027 kommer der til at mangle en formand, idet den nuværende formand Aase Bang går af. Hun er flyttet til Randers og må derfor forlade posten.
Et af de øvrige bestyrelsesmedlemmer stopper allerede ved årsmødet i marts 2026. For tiden er der heller ingen suppleanter.
»Derfor søger vi en næstformand, der har lyst til at være formand, endnu et bestyrelsesmedlem og to, helst tre, suppleanter,« siger Aase Bang.
Der møder som regel cirka 100 op til årsmøderne, så interessen for sagen fejler i hvert fald ikke noget.
Aase Bang har positive forventninger til, at missionen vil lykkes.
»Ebeltoft har utrolig mange ressourcestærke ældre, så det vil være en gevinst for området at få dem i bestyrelsen.«
Det er en bestyrelse med gode kompetencer på de enkelte områder, og bestyrelsen har et dejligt og tillidsfuldt samarbejde med stor handlefrihed for de enkelte medlemmer, tilføjer hun.
Bestyrelsen består af ni medlemmer og to suppleanter.
Solid organisation
På nær de manglende bestyrelsesmedlemmer går det rigtig godt i Ældre Sagen Ebeltoft, fortæller Aase Bang. Da hun tiltrådte som formand for seks-syv år siden, opbyggede hun en solid bestyrelsesorganisation med to personer på hver post. Opgaverne i bestyrelsen er blandt andet web og it, programudvalg, sekretær, social-humanitære aktiviteter, kasserer med mere.
»Det er et meget spændende arbejde, og jeg er da træt af at være rejst, så jeg ikke kan være med mere,« understreger hun.
Aase Bangs rolle som formand består i at samle alle tingene og lave dagsorden. Formanden deltager i distriktsmøder og landsmøder, og desuden er hun på skift med de øvrige bestyrelsesmedlemmer tovholder for de forskellige arrangementer. Aase Bang bestræber sig på at nå at være med til så mange arrangementer som muligt.
»Jeg synes, det er vigtigt, at man ved, hvem der er med i bestyrelsen, og at vi er synlige.«
Som formand er hun også den, der oftest kontaktes ved diverse henvendelser.
Næstformanden deltager også i distriktsmøder og landsmøder.
Der er fire afdelinger af Ældre Sagen i Syddjurs Kommune med fire årlige koordinationsmøder. Ældre Rådet Ebeltoft holder 11 årlige møder.
Suppleanterne vælges for et år ad gangen og deltager ved bestyrelsesmøderne.
Alsidigt program
Ældre Sagen Ebeltoft tilbyder et tæt og alsidigt program. I halvårsprogrammet frem til juli 2026 er der udflugter, fællesspisninger og foredrag, og en lang række faste aktiviteter, eksempelvis forskellige former for motion, whist, bridge, it-café, krea-værksted, repaircafé, madlavning, bogbinding med mere.
Social-humanitære tilbud som besøgsvenner, tryghedskald, vågetjeneste, bisidder og praktisk hjælp til små opgaver i hjemmet er også en del af Ældre Sagens tilbud.
»Vi hjælper mange mennesker og gør en forskel. Det er også derfor, at vi får så mange henvendelser om mange forskellige ting.«
Det koster 145 kroner halvårligt at være medlem af Ældre Sagen. Alle, både medlemmer og andre, er velkomne til alle arrangementer, men medlemmer får rabat.
Advokater og rådgivning
På landsplan tilbyder Ældre Sagen hjælp til borgere via organisationens advokater, socialrådgivere, økonomiske rådgivere med mere. Alle kan henvende sig, uanset om man er med i Ældre Sagen, oplyser Aase Bang.
Ældre Sagen gør sig også gældende i landspolitik.
»Det er ikke mange beslutninger, der tages på Christiansborg om ældrepolitik, hvor Ældre Sagen ikke er inde over. Tit henvender politikerne sig, når de behandler emner om ældre.«
Der er 215 afdelinger på landsplan, over 1 mio. medlemmer og over 20.000 frivillige.
Ældre Sagen ser også sprækkerne, når det gælder ældrepolitik i kommunerne. Lige nu ser Aase Bang en opgave i at gøre mere for de pårørende til demente og syge, både på landsplan og lokalt.