Fortsæt til indhold

Klar besked til undervisningsministeren: »Vi kan sikre plads til alle unge fra 2030«

I et fælles udspil til Undervisningsministeriet gør SCU og Skanderborg Gymnasium det klart, at de kan sikre plads til alle Skanderborg Kommunes unge på Campus Skanderborg, når den nye gymnasiereform træder i kraft i 2030.

Samfund
bo

Skanderborg Gymnasium og Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, SCU, er enige om, hvordan uddannelseslandskabet skal se ud i Skanderborg, når den nye gymnasiereform træder i kraft i 2030: Den kommende gymnasiale ungdomsuddannelse EPX skal være en del af SCU, der også fortsat skal udbyde HHX, mens Skanderborg Gymnasium vil fortsætte med STX.

Udspillet fremgår af et fælles notat, som de to uddannelsesinstitutioner er parate til at sende til Undervisningsministeriet, Region Midtjylland og Skanderborg Kommune.

»Vi er enige om, at vi sammen kan sikre, at alle unge i Skanderborg Kommune kan få en plads på vores skoler efter 2030. I forvejen er vi så heldige, at vi allerede har samlet de fleste uddannelsestilbud på Campus Skanderborg, og det er vi fast besluttede på også at gøre fra 2030,« understreger rektor på Skanderborg Gymnasium, Jakob Thulesen Dahl, og direktør på SCU, Pia Marlo i en pressemeddelelse.

Ifølge den nye gymnasiereform, som tidligere på året blev besluttet med forlig i Folketinget, skal der fra 2030 være et alment gymnasium (STX), et handelsgymnasium (HHX) og et nyt erhvervs- og professionsrettet gymnasium kaldet EPX, som skal erstatte de nuværende HF, EUD og EUX.

Der er endnu ikke truffet en politisk beslutning om fremtiden for det tekniske gymnasium (HTX) i den nye gymnasiereform.

Både Pia Marlo og Jakob Thulesen Dahl er enige om at bygge videre på de gode erfaringer, som gennem mange år er bygget op på Campus Skanderborg.

»Gode erfaringer fra EUD, EUX, HF og ikke mindst 10. klassecentret, der også forsvinder fra 2030, skal bringes ind i arbejdet i det nye EPX-gymnasium, som helt oplagt skal være en del af SCU. Tilsvarende skal de gode erfaringer fra STX, HHX og HTX bringes med ind i det nye, styrkede akademiske gymnasium. Vi er enige om, at såfremt HTX også efter reformen er en gymnasial retning, så skal den også udbydes på Campus Skanderborg,« er Pia Marlo og Jakob Thulesen Dahl enige om.

Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med voksen- og efteruddannelserne fra 2030. I Skanderborg har HF og VUC, som er en del af SCU, i mange år stået for udbuddet af både HF-enkeltfag og forskellige tilbud på VUC-området.

»Der er opbygget en solid erfaring, og vi vil gøre, hvad vi kan for både at udbyde gymnasial enkeltfag og voksenuddannelser for eksempel ordblindeundervisning efter 2030 her hos os på SCU,« understreger direktør på SCU, Pia Marlo.

I følge Danmarks Statistik vil der i 2030 være 908 unge på 15 år i Skanderborg Kommune, og i gymnasiereformen regnes der med, at omkring 40 procent vil tage en EPX-eksamen. Det svarer til 363 unge i Skanderborg Kommune.