En lille vingård med stor kærlighed til mousserende vin
Koruplund Vingård markerede sig med medaljer og udmærkelser ved dansk vinskue i Køge. Vinbonde Hans Münter ser medaljerne som en anerkendelse af det langsigtede arbejde med lokal vinproduktion.
Den lille Koruplund Vingård i Korupskov mellem Ryomgård og Kolind markerede sig atter flot ved årets danske vinskue i Køge, hvor vingården deltog med fire mousserende vine – Perla Danica® – og modtog både medaljer og særlig udmærkelse.
Resultaterne placerer vingården blandt de producenter, der formår at skabe høj kvalitet i dansk mousserende vin, på trods af vingårdens beskedne størrelse og få år på bagen, noterer vinbonde Hans Münter.
Medaljer og udmærkelser
Årets resultater blev:
- Sølvmedalje for Perla Danica® White Sparkles 2022
- Bronzemedalje for Perla Danica® White Sparkles 2021
- Bronzemedalje for Perla Danica® Rosé Sparkles 2023
- Særlig udmærkelse for Perla Danica® Rosé Sparkles 2022
Over de seneste tre år har vingården hvert år deltaget med fire vine ved vinskuerne og har samlet set opnået én sølvmedalje, fem bronzemedaljer og fem diplomer for særlig udmærkelse.
For vinbonden Hans Münter er dette et stort skulderklap for det langsigtede arbejde med mousserende vin, hvor hele processen fra drue til dråbe sker lokalt.
»Det er en stor anerkendelse af vores arbejde,« siger Hans Münter.
Frigivelse af ny årgang
I forlængelse af vinskue-resultaterne frigives nu Perla Danica årgang 2023, som har været godt to år undervejs fra høst til degorgering.
Degorgering er en afgørende proces i produktionen af mousserende vin. Metoden bruges til at fjerne sedimentet, der dannes under den anden gæring i flasken. Sedimentet består hovedsageligt af døde gærceller, og fjernelsen af dette er essentiel for at opnå en klar og ren vin.
Årgangen udkommer både som hvid og rosé og i flere sødmegrader, hvilket giver forskellige anvendelser.
Frigivelsen markeres med et åbent arrangement i vingårdens vinotek mellem jul og nytår.
Her vil vinbonden og hans hustru Helle Neergaard fortælle om vingårdens udvikling, årets høst og den tålmodige proces, der ligger bag fremstillingen af mousserende vin efter klassisk metode.
Kærlighed på flaske
Arrangementet finder sted lørdag 28. december fra kl. 14.00 til 20.00.
Her vil gæsterne blive budt velkommen med et glas Perla Danica hvid Brut 2023 og en lille snack.
Herefter kan man købe yderligere glas, og tapas serveres til de ekstra glas.
Hans Münter vil selv være til stede og fortælle om vingården, høsten og den lange proces bag den mousserende Perla Danica.
»Vi kalder det kærlighed på flaske,« siger Hans Münter.
»Og mon ikke jeg sabler en flaske eller to i dagens festlige anledning,« lyder det fra den forhenværende soldat.