Meldinger fra ekspertgruppe: Grænseværdi for nitrat bør sænkes
Grænseværdien for nitrat i drikkevand bør sænkes fra 50 til 6 mg pr. liter, lyder det fra en ekspertgruppe.
Det tilladte indhold af nitrat i drikkevandet bør sænkes fra 50 mg/L til 6 mg/L, lyder meldingen, der forleden blev lanceret af en ekspertgruppe nedsat af regeringen.
Dette opfordrer til handling, mener Bjarne Langdahl Riis, direktør i Vandcenter Djurs.
»Ekspertgruppen understreger, at nitrat, der siver ned gennem jordlagene, flere steder har nået niveauer, hvor vores helbred er truet. Det vil blandt andet give udfordringer omkring Grenå, hvis vi ikke får beskyttet de steder, hvor grundvandet dannes.«
Grundvandsparker
Løsningen er grundvandsparker, siger han.
»Løsningen er enkel og er blevet foreslået af en bred alliance af vandværker, naturbeskyttere og eksperter. Vi skal udpege grundvandsparker i de områder, hvor det vigtigste drikkevand dannes. Her må der ikke gødskes eller bruges kemiske stoffer.«
Også derfor er det bydende nødvendigt, at beskyttelsen af drikkevandet medregnes i omlægningen af landbrugsjorden, der lige nu er i gang med afsæt i den grønne trepart, understreger Bjarne Langdahl Riis.
DANVA, interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber, og Danske Vandværker anbefaler, at der afsættes midler til at se på, hvilke løsningsmuligheder der er lokalt. Det vil sikre, at man hurtigt kan komme i gang.
Vurdere om det skal være et krav
DANVA påpeger, at Miljøministeriet nu i samarbejde med sundhedsmyndighederne skal vurdere, om et markant lavere indhold af nitrat i drikkevandet skal være et krav.
Fra organisationen henvises til, at mange års intensiv landbrugsdrift i sårbare områder udpeges som årsagen til de høje nitratværdier, der kan måles i grundvandet i nogle områder af Danmark.
»De nye anbefalinger sætter en fed streg under, at vi ikke længere kan gøre som vi plejer. Der er behov for, at hensynet til grund- og drikkevand bliver taget alvorligt politisk, så vi kan beskytte og fremtidssikre produktionen af godt drikkevand,« siger Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker.
I fællesskab med vandværkerne
Kim Lykke Jensen, formand for Lokal Trepart Djursland, pointerer, at grundvandsbeskyttelsen er stærkt forankret i både Norddjurs og Syddjurs Kommune.
»Vi er jo blandt andet ved at være i mål med beskyttelsen af de boringsnære områder, ligesom vi løbende laver indsatsplaner for grundvandsbeskyttelsen.«
»Jeg mener personligt, at vi i den kommende tid bør arbejde på tværs af kommunegrænserne, og i fællesskab med vandværkerne lave en konkret plan for at sikre, at vi også har rigeligt rent drikkevand på Djursland om både 100 og 200 år.«
I den sammenhæng skal der tages højde for både pesticider, PFAS, medicinrester og andre potentielt skadelige stoffer.
»Det er klart, at nitratproblematikken også er højaktuel, og jeg tror da også, at Miljøstyrelsen snart kommer med nye anbefalinger, hvilket vi naturligvis vil agere efter i den kommunale planlægning.«