Fortsæt til indhold

Grøn Trepart på Djursland kom i mål, men det gjorde drikkevandet ikke

Vandcenter Djurs har ikke kunnet spille med i planlægningen af Grøn Trepart på Djursland på grund af manglende tal fra Miljøstyrelsen.

Samfund
Anette Bonde

Manglende tal fra Miljøstyrelsen betyder, at Grøn Trepart må kortlægge og definere de projekter, der skal indgå i trepartens omlægningsplan, uden at have overblik over de særligt udsatte grundvandsområder. Det gælder også Lokal Trepart Djursland, som kom i mål med første etape af omlægningsplanen i slutningen af oktober.

Den unikke gave, som rent grundvand er, er vi ved at ødelægge. Halvdelen af danske drikkevandsboringer er forurenet med pesticider

At der ikke tages højde for beskyttelsen af grundvandet ærgrer Bjarne Langdahl Riis, direktør i Vandcenter Djurs, for der er i allerhøjeste grad brug for drikkevandsbeskyttelse, både på kort og på langt sigt, siger han.

»Den unikke gave, som rent grundvand er, er vi ved at ødelægge. Halvdelen af danske drikkevandsboringer er forurenet med pesticider.«

Han oplyser, at vandbranchen længe har råbt vagt i gevær og har kritiseret, at det hovedsagelig er kvælstof- og lavbundsjordindsatserne i Grøn Trepart, der er på spil her i år.

»Vi er bange for, at vanddagsordenen kan ryge i svinget, og man risikerer at misse store synergieffekter.«

Synergi mellem vand og Grøn Trepart

Det er de såkaldte grundvandskortlægninger fra Miljøstyrelsen, der mangler. De data, der er brug for, har været undervejs i flere år, og det haster for det rene vand inden anden runde af den grønne trepart, der starter i 2026.fortæller Bjarne Langdahl Riis. Det er nu kommet Vandcenter Djurs for øre, at aktøren, der skal levere materialet for Djursland, er opsagt i september 2024, uden at der tilsyneladende er entreret med en anden.

»Det er særdeles tvivlsomt, at det når at komme, så grundvandet kan beskyttes sammen med omfordeling af jord i den grønne trepart. Den har jo værktøjer som skovrejsning, natur med mere, der kunne skabe synergi til også at indtegne grundvandsområderne.«

Bjarne Langdahl Riis understreger, at vandbranchen selvfølgelig anerkender vigtigheden af kvælstof, CO2, natur og biodiversitet. Men det er oplagt at tænke vandkvaliteten ind i Grøn Trepart, mener han, for det er de samme greb, der skal til.

»Rent vand er essentielt, og værktøjerne i blandt andet den grønne trepart er de samme, som kan løse en beskyttelse af vores grundvandsressourcer. Den synergi skal kobles i den store jordomfordelingskabale Grøn Trepart er. Ellers har vi alle tabt.«

Venter på Miljøstyrelsen

Vandcenter Djurs har, sammen med andre af de større vandselskaber i Vandplan Djursland, haft en god dialog med kommunerne og Lokal Trepart Djursland.

»Men de venter også på grundvandskortlægningen fra Miljøstyrelsen. Så det er ikke lykkedes at få rent drikkevand til Djursland med.«

Bjarne Langdahl Riis forklarer, at kommunen blot kan henvise til data, der ikke er på vej.

»Så rent vand på Djursland til nutidens og fremtidens borgere er ikke bare truet, men den nødvendige beskyttelse er også syltet. Vandcenter Djurs har for eksempel fået bevilget omkring 27 millioner kroner fra Miljøstyrelsen for beskyttelse af grundvandet fra kildepladsen ved Vejlby. Men vi kan ikke bruge pengene, fordi vi mangler grundvandsdata fra selvsamme Miljøstyrelse.«

Står og tripper

Kim Lykke Jensen: »Det er vigtigt, at vi hurtigt får beskyttet vores drikkevand. Derfor står vi i den lokale grønne trepart klar til at starte arbejdet med dette.« Arkivfoto

Kim Lykke Jensen, formand for Lokal Trepart og formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget i Syddjurs, er lige så frustreret over den manglende grundvandskortlægning.

»Det er enormt vigtigt, at vi hurtigst muligt får beskyttet vores drikkevand. Det er også derfor, at vi i den lokale grønne trepart står og tripper for at komme i gang med den del af trepartens arbejde. Men vi mangler simpelthen de nye grundvandskort, før vi på faglig og kvalificeret vis kan indtegne for eksempel skovrejsningsprojekter på de arealer, som har behov for beskyttelse.«

Han tilføjer, at de omlægningsplaner, der nu er vedtaget, indeholder markante kvælstofreduktioner, store klimagas-reduktioner og områder med naturpotentiale, det vil sige de tre opgaver, som man fra statslig side er blevet bedt om at levere på i 2025.

»Men jeg synes, at det er rigtigt ærgerligt, at vi fra starten af trepartens arbejde ikke har haft mulighed for også at arbejde med grundvandsbeskyttelse.«

Han håber på, at grundvandskortlægningen på Djursland er klar i løbet af det kommende år. Det arbejdes der på, både på de indre og ydre linjer.

»I treparten er der både på administrativt og politisk plan en deltagelse i forskellige organer, hvor de lokale problemer drøftes og kan bringes ind til den nationale grønne trepart og til ministeren. Det er klart, at vi vil presse på for at få udarbejdet kortlægningen så hurtigt som muligt.«