Fortsæt til indhold

Johnny cykler 10.000 kilometer for at samle ind til børn på hospice

Med Solkysten som mål sætter Johnny Mikkelsen sig på cyklen til april og håber at indsamle et klækkeligt beløb til børne- og ungehospice Strandbakkehuset i Rønde.

Samfund
Anette Bonde

I øjeblikket gælder det for Johnny Mikkelsen, 67 år og bosat i Ebeltoft, om at skaffe så mange sponsorer som muligt, der vil støtte hans mission om at samle penge til Børne- og ungehospice Strandbakkehuset i Rønde qua hans 10.000 kilometer lange cykeltur til Solkysten i Spanien.

I starten af april 2026 spænder han så cykeltaskerne på bagagebæreren og begiver sig ud fra Ebeltoft. Turen går ad en rute gennem Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Portugal.

Planen er, at han vil tilbringe vinteren næste år på Solkysten, inden han i foråret 2027 starter turen hjemad igen, denne gang langs kysten mod Italien, hvorefter han drejer nordpå. Turen kommer til at vare ét til halvandet år.

Interesse og velgørenhed

Ideen opstod for mere end 30 år siden. Johnny Mikkelsen interesserer sig for de store slag under Anden Verdenskrig, og han satte sig derfor for at cykle til Normandiet, når han engang forlod arbejdsmarkedet. For 10-12 år siden udvidede han turen til også at tage omkring Holland og Belgien samt fortsætte til Solkysten efter Normandiet.

Senere kom han til at tænke på, at med sådan en lang tur, måtte der kunne laves noget velgørenhed. Det skulle støtte børn, enten udsatte eller syge, og af flere grunde faldt hans valg på Børne- og ungehospice Strandbakkehuset.

»Det er meget alvorligt syge børn, der opholder sig der. Familierne har det svært, og hospice er lokalt beliggende i forhold til mig.«

Han opdagede senere, at Lars Albæk og Peder Møller fra hospices støtteforening har gjort noget lignende. De har fortalt Johnny Mikkelsen om nogle af de erfaringer, de gjorde sig under deres tur til Athen.

Møder mennesker

Johnny Mikkelsen er tidligere elitesportsmand indenfor langdistanceløb, og han har dyrket adventurerace og bjergvandring. En tidligere militærkarriere og undervisning i vildmarksliv på Hasle og Rønde Ungdomsskoler har også betydet, at han fysisk er fit til den lange tur. Og så tager han det, som det kommer.

»Hvis jeg kommer til et flot sted eller møder nogle spændende mennesker, gør jeg holdt. Det er tusind gange nemmere at komme i kontakt med folk, når man rejser alene. Det primære mål er oplevelser og velgørenhed, og jeg har ingen bagkant, hverken på dagsrejser eller hvornår jeg skal være hjemme.«

For at spare kommer han til at sove i telt på størstedelen af turen.

»Ind imellem, måske en gang om ugen, skal jeg nok under tag for at få vasket tøj og prøve at få et bad,« smiler han.

Vil cykle sig i form

Han har ikke tænkt sig at træne hårdt inden afgang. Det bliver noget med at cykle sig i form i starten med mindre distancer på 70-80 kilometer om dagen.

»Fysikken bliver piece of cake. Det mentale bliver hårdere,« siger han og forventer både at opleve ensomhed og hjemve trods SoMe og telefon til familie og venner derhjemme.

»Ja altså, i regnvejr og blæst og når det går op ad bakke. Det kan gå hen og blive træls.«

Hvis han undervejs har brug for en pause, betyder det ikke, at turen vil blive afbrudt. Hvis det kniber, tager han en flyver hjem og holder en uges ferie, og så tilbage igen.

Flere af hans venner har meldt, at de vil komme og besøge ham på Solkysten. Og han har også venner med hus dernede, som har inviteret ham til at besøge sig.

»Det er point of no return. Jeg har en forpligtelse overfor hospice og de børn, jeg støtter, og en forpligtelse overfor sponsorerne.«

Omkring 1. februar vil man kunne støtte enten via et QR-link på Johnny Mikkelsens Facebook-profil eller et direkte link til støtteforeningens konto.

Cirka en måned inden afgang får han lavet et tilsvarende link på sin Instagram, hvor han vil fortælle om forberedelserne og undervejs vil berette om turen med daglige opdateringer.

Desuden vil han få lavet en lamineret folder med info på forskellige sprog, som han vil bruge undervejs til sin indsamling.