Fortsæt til indhold

Alternativt første spadestik med bolde og krofkugler: Ambitiøs udbygning af idrætscenter skudt i gang

Med et utraditionelt spadestik og bred opbakning fra foreninger blev byggeriet af Hjerterummet, nye omklædningsrum og tribune sat i gang. Projektet skal styrke fællesskab, frivillighed og idrætsliv for tusindvis af brugere på Skanderborg Fælled.

Samfund
bo

En vigtig milepæl i udviklingen af Skanderborg Fælled blev onsdag den 17. december markeret, da det første og noget utraditionelle spadestik til Fælleden som idrætscenter blev taget.

Med bolde i stedet for spader skød politikere og foreningsrepræsentanter bogstaveligt talt hul på byggeriet, der skal skabe nye rammer for fællesskab, frivillighed og idræt på tværs af alder, niveau og interesser. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Byggeriet handler ikke kun om kvadratmeter og omklædningsrum. Det handler om at skabe bedre rammer for det fællesskab, der allerede findes, og som mange mennesker bruger hver uge.
Frands Fischer, borgmester

Det nye byggeri bliver et centralt samlingspunkt på Fælleden med seks nye omklædningsrum, en udendørs tribunetrappe, klubkontor og ikke mindst ”Hjerterummet” – et åbent mødested for både organiseret idræt og uformelle fællesskaber.

»Byggeriet handler ikke kun om kvadratmeter og omklædningsrum. Det handler om at skabe bedre rammer for det fællesskab, der allerede findes, og som mange mennesker bruger hver uge. Foreningslivet har været med hele vejen og haft fokus på, at det her skulle være et sted – ikke for de få, men for de mange. ‘Fælled’ betyder fælles, og fællesskabet er byggestenen i hele projektet,« siger Frands Fischer.

Med et velplaceret skud i stedet for det traditionelle spadestik skød borgmester Frands Fischer (S) byggeriet på Fælleden i gang og markerede en vigtig milepæl i udviklingen af Fælleden som idrætscenter. Foto: Skanderborg Kommune

Over 2.500 børn, unge og voksne bruger hver uge Fælleden til idræt, bevægelse og fællesskab. Ifølge Hanne Nissen Toksvig, chef for Udvikling, Kultur og Erhverv i Skanderborg Kommune, er netop det liv udgangspunktet for byggeriet:

»Det nye byggeri giver Fælleden nogle rammer, der passer bedre til den måde, området faktisk bliver brugt på. Der bliver bedre plads til omklædning, ophold og overgangene mellem aktiviteter, og det har stor betydning i en hverdag med mange forskellige idrætsudøvere og fritidsbrugere,« forklarer hun.

Foreningerne har været tæt involveret i udviklingen af Fælleden som idrætscenter, og første spadestik er kulminationen på flere års fælles arbejde.

Over 2.500 børn, unge og voksne bruger hver uge Fælleden til idræt, bevægelse og fællesskab. De ser frem til det nye samlingspunkt. Foto: Skanderborg Kommune

Klaus Rehnquist, næstformand i FC Skanderborg og repræsentant for foreningerne i styregruppen, glæder sig over, at byggeriet nu endelig er i gang:

»Foreninger og klubber har set frem til denne dag i rigtig lang tid. Hjerterummet bliver et sted, hvor udøvere fra både indendørs og udendørs aktiviteter kan mødes sammen med alle andre, der bruger Fælleden. Det bliver et dagligt samlingspunkt, som vil skabe endnu mere liv og sammenhold, og det glæder vi os meget til.«

De nye faciliteter på Skanderborg Fælled forventes klar til brug i forsommeren 2027.