Brian spreder juleglæde: »Jeg vil gerne give det, jeg kan«
Flere købmænd end nogensinde deltager i initiativet.
En af landets største puljer for julehjælp sætter rekord med 10,2 millioner kroner, der er bevilliget til selvstændige købmænd landet over, som uddeler julehjælp i deres lokalområder til samlet 20.000 familier.
En af de købmænd er Brian Mossalski Nielsen, der driver Min Købmand i Øster Bjerregrav.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Han er nærmest blevet bidt af at uddele julehjælp. Han pakker poser med rødkål, glaskartofler og alt, hvad man ellers skal bruge til julemiddagen. Det hele ryger i traileren, og så kører han til Cepheus Park Randers, hvor initiativet ’Giv Julen Mening’ holder juleaften for udsatte familier i VIP-området.
»Vi har hjulpet til ved arrangementet tidligere, men i år er der bare et endnu større behov, end der plejer at være. Hjælpen fra KFI (Købmandsfonden KFI, der står bag puljen, red.) gør det muligt for os at være julemænd, og det er jo helt vildt dejligt,« siger Brian Mossalski Nielsen i pressemeddelelsen.
Han donerer også til værestedet Perron 4 og smider selv ekstra i puljen.
»Det er svært at høre om en hjemløs med blå hænder, når man selv har nogle ekstra luffer liggende. Jeg vil gerne give det, jeg kan, og det bliver taget så godt imod, at man jo går hen og bliver helt varm om hjertet,« siger købmanden.
Sætter rekord
Puljen øremærket julehjælp fra Købmandsfonden KFI fordeles i år for fjerde år i træk, og de seneste tre år er der uddelt i alt 21 millioner kroner. I 2024 blev der uddelt 9,1 millioner kroner fra fonden, og det beløb er i år vokset til 10,2 millioner kroner.
»Vi sætter rekord i, hvor mange penge vi uddeler i år, og antallet af købmænd, der har meldt sig på banen med initiativer, når også nye højder. Købmændene har fundet lokale samarbejdspartnere, som ved, hvor der er allermest behov for julehjælp, og noget tyder på, at det behov har været større i år,« siger Terje List, der er administrerende direktør i Købmandsfonden KFI, og fortsætter:
»Vi er rigtigt glade for, at så mange købmænd ønsker at søge uddelinger til julehjælp i deres lokalområder, så flest muligt får del i midlerne. Det har været vores ambition, at købmændene med julehjælpen kan skabe glæde hos mere end 20.000 familier i hele Danmark, og det ser ud til, at missionen lykkes. Det kan vi kun være stolte af.«