Hvem kan finde på det sejeste navn?
Navnekonkurrence giver borgere mulighed for at sætte præg på Hornslets nye kulturhus. Forslag kan indsendes fra 15. januar til 15. februar 2026.
Hornslet får snart et nyt kulturhus, som bygges sammen med den eksisterende biograf Kom-Bi midt i bymidten på Tingvej 16, 18 og 20, lige overfor det gamle rådhus.
Det kommende kulturhus vil rumme kreative værksteder, bibliotek, stor fleksibel bevægelses-, musik- og teatersal, to biografsale, restaurant og folkekøkken, galleri, fælles torv med mere.
Her skal der være plads til at mennesker mødes og sød musik opstår, kulturoplevelser, fællesskab, leg, rytme og glæde, ro, eftertanke og fordybelse.
Navnekonkurrence
Men hvad skal det kommende kulturhus hedde?
Det kan du få indflydelse på i en navnekonkurrence, hvor du kan indsende dit forslag til husets navn fra 15. januar til 15. februar 2026.
Navnet kan blandt andet indtænke referencer til Hornslets kultur, historie og geografi eller til husets æstetiske fremtoning, men det er ikke et krav.
Alle forslag vurderes af et rådgivende panel bestående af repræsentanter fra kulturhusets kommende kerneaktører og Ejendomsfonden Kulturgrunden efter 15. februar. Navnet offentliggøres ved et særligt arrangement for offentligheden i Kom-Bi.
Præmier
Skulle valget falde på lige præcis dit forslag til et navn, modtager du gavekort til tre biografforestillinger i Kom-Bi efter eget valg og gratis entré til tre musikarrangementer i Kulturgrunden.
Herudover modtager du en særskilt VIP-invitation til selve åbningen af kulturhuset.
Lotte Jensen, bestyrelsesformand for Ejendomsfonden Kulturgrunden, opfordrer alle interesserede til at deltage i konkurrencen: »Vi håber, at mange vil deltage og komme med kreative forslag til navnet på vores nye kulturhus. Det er en unik mulighed for at sætte sit præg på et vigtigt samlingspunkt i Hornslet.«
Forslag indsendes til: Navneforslag@kulturgrunden.dk