Lukket i et år: Bruger millioner på 800 år gammel kirke
Aidt Kirke står over for en omfattende renovering, der kræver at kirken er lukket ned i næsten hele 2026. Et større millionbeløb skal bruges.
Man kan let få tankerne ledt hen på en trefarvet børneis.
Aidt Kirke, med sit sammensatte udseende af teglsten, blytag, granitkvadre og den karateristiske hvide kalk, ligger og troner på hjørne af Nedergårdsvej og Skolegade i den lille landsby nord for Thorsø.
Den mere end 800 år gamle dame er dog ikke, hvad hun har været.
Derfor er der nu sat gang i en omfattende renovering for flere millioner, der betyder nyt orgel, tag og indvendig vægbeklædning.
Tre delprojekter
Erik Bertelsen er formand for menighedsrådet for Vejerslev, Aidt og Thorsø sogne.
Han forklarer, at Aidt Kirke allerede er blevet lukket ned i de første dage af 2026. Og det første af i alt tre projekter er fremskredent.
»Blytaget er taget ned i denne uge (uge 2, red.) og så begynder vi at afmontere inventaret,« siger Erik Bertelsen.
Blytaget over koret er nemlig utæt, og derfor skal det naturligvis skiftes ud. Den operation betyder også, at der vil være stillads opstillet om kirken.
Et andet projekt er orgelet.
»Det gamle orgel er 50 år gammelt, så det skal udskiftes. Det har myndighederne godkendt,« fortæller Erik Bertelsen.
Ifølge menighedsrådsformanden kommer det nye orgel til at have lidt flere piber - 15 mod det gamles 13 piber. Derudover bliver pulpituret, det har stået på, fjernet, og fremover skal orgelet stå på gulvet.
Det nye orgel skal - med sine flere piber - gerne kunne give flere variationer til musikken. Det koster omkring 3,5 mio. kr, ifølge Erik Bertelsen.
»Det er en investering der rækker langt ind i fremtiden. Mere end hundrede år, formentlig,« siger han.
Tredje del af den store renovering omhandler de indvendige vægge.
Her skal al kalk og puds fjernes, og nyt skal sættes på.
»Det er sådan med en kirke som vores, der er bygge med metertykke mure af sten, der står på jorden, at fugten stiger op i murene. Den fugt skal kunne komme ud af væggene. Nogle gange vil det over årene betyde, at kalk og puds bliver ødelagt, og det er sket her. Derfor skal det hele skrælles af, og så skal der pudses og nykalkes igen,« siger Erik Bertelsen.
Ud over det nye orgel, kommer renoveringen til at koste omkring tre mio. kr. Altså, vil de samlede omkostninger løbe op i omegnen af 6,5 mio. kr.
Penge, som Favrskov Provsti finder i sin kasse. Ifølge Erik Bertelsen er der således ingen lokal kasse, der punge ud for at finansiere projektet.
Det er, fortæller meninghedsrådsformanden, myndighederne på området, der beslutter, hvornår gamle bygninger på over 100 år skal renoveres, og hvad der skal laves. Menighedsrådet skal forvalte beslutninger og kan naturligvis komme med input til processen.
Aidt Kirke vil være lukket indtil første søndag i advent, hvor kirke og nyt orgel skal indvies. Indtil da vil alle handlinger foregå i kirkene Thorsø og Vejerslev.
Erik Bertelsen håber, at der bliver lejlighed til at holde et åbent hus-arrangement inden foråret, når de invendige vægge er blottet for gammel kalk og puds. Noget, der endnu ikke foreligger en dato på, men som forhåbentlig snart kan annonceres, siger han.