Forsvar mørklægger aftale med Aarhus Airport af hensyn til rigets sikkerhed
Forsvaret vil ikke fortælle om standen på den infrastruktur, man har købt af Aarhus Airport.
Hvad betaler Forsvaret egentlig for, når det for 70 mio. kr. køber infrastrukturen i Aarhus Airport? Og hvilken byrde bliver taget fra den kommuneejede lufthavns skuldre?
Det har avisen forsøgt at få svar på.
Ifølge aftalen mellem de to parter er der nemlig et »vedligeholdelsesmæssigt efterslæb« på de tekniske anlæg - så som banen og banelyset - som Forsvaret har påtaget sig ansvaret for.
Det kan løbe op i rigtig mange millioner, men hvor mange, vil Forsvaret ikke ud med.
Inden lufthavnen og Forsvaret indgik købsaftalen, blev der lavet en tilstandsvurderingsrapport på anlæg og installationer. Avisen har fået aktindsigt i denne, men enhver angivelse af tilstand og bemærkninger om, hvornår der påregnes en udgift og den forventede størrelse på udgiften, er blevet overstreget.
Det skyldes rigets sikkerhed, anfører Forsvarskommandoen i en aktindsigtsbesvarelse til Din Avis.
»Forsvarskommandoen vurderer, at oplysningerne giver et samlet billede af den tekniske og operative tilstand på lufthavnens flyoperative anlæg, og at det derfor er af væsentlig betydning for statens sikkerhed og rigets forsvar, at oplysningerne undtages fra retten til aktindsigt,« lyder det.
Til branchemediet Check-in.dk har selvsamme oplyst, at efterslæbet var en del af forhandlingerne med Aarhus Airport.
»Forsvaret er bekendt med, at der er et vedligeholdelsesefterslæb på visse af de tekniske anlæg, hvilket har indgået i forhandlingerne og prisfastsættelsen,” skriver Forsvarskommandoen i en mail til Check-in.dk.
Det var en tiltrængt livline, der blev kastet til den østjyske lufthavn, da parterne i december indgik aftalen.
Lufthavnen har i en længere periode været konkurstruet, og forhandlingerne med en potentiel privat investor har trukket i langdrag.
Derfor var det essentielt, at staten kunne træde til med penge. Ifølge aftalen har Forsvaret betalt 37,5 mio. kr. for grunden, 4,125 mio. kr. for bygningerne og 30,125 mio. kr. for installationerne, der altså er et vedligeholdelsesefterslæb på.
Aarhus Airport overtog infrastrukturen fra Forsvaret tilbage i 2002 for 14,5 mio. kr - svarende til 21,5 mio. kr., når man korrigerer for inflation.
Hovedstartbanen blev senest renoveret i 2011 for 34 mio. kr., og den står overfor en snarlig renovering igen.
Tilbage i juni 2025 indgik lufthavnen og Forsvaret en driftsaftale, hvor Forsvaret forpligtede sig til at betale 11,3 mio. kr. årligt til lufthavnen for brug af infrastrukturen.
Den aftale står stadig ved magt, indtil der - ifølge købsaftalen - senest 1. maj 2026 er indgået en ny driftsaftale, hvor lufthavnen skal betale for brugsretten.
Således fik Aarhus Airport 1. januar overført en fjerdedel af beløbet - knap 3 millioner kroner.