Midttrafik efter dødsulykke: Kundernes sikkerhed er vores højeste prioritet
Buschaufførernes kritik af GoCollective rejser spørgsmål om sikkerheden i den kollektive trafik. Midttrafik lover at tage bekymringerne alvorligt og gå i dialog med operatøren.
En gruppe østjyske buschauffører har rejst skarp kritik af busoperatøren GoCollective efter den tragiske på Landevejen syd for Rodskov i sidste uge, hvor to personer omkom.
Chaufførerne, som tæller ti personer, har sendt en udtalelse til flere medier, herunder Ritzau, hvor de kritiserer den generelle sikkerhedsmæssige standard på busserne.
Midttrafik har reageret på kritikken og udtrykt forståelse for bekymringen.
Midttrafik reagerer på kritikken
Lars Berg, direktør hos Midttrafik, udtaler: »Midttrafik har fuld forståelse for den bekymring, som ulykken har medvirket til i forhold til bussernes sikkerhed. Vores vigtigste opgave er at sørge for, at borgerne i Region Midtjylland kan rejse trygt med den kollektive trafik.
Kundernes sikkerhed har altid den højeste prioritet hos os. Det forventer vi selvfølgelig, at vores busselskaber og chauffører leverer. Efter dagens udmeldinger fra chaufførerne, skal vi i tæt dialog med GoCollective for at få forsikring om, at busserne lever op til de sikkerhedsmæssige krav.«
Vil have dokumentation
Chaufførerne har i deres udtalelse fremhævet mange og gentagne fejl og mangler ved busserne, som de mener er sikkerhedsmæssigt kritiske.
De oplever også, at deres fejlmeldinger ikke bliver taget alvorligt af ledelsen. GoCollective har i en pressemeddelelse bedt om dokumentation for chaufførernes påstande og understreger, at alle fejlmeldinger bliver behandlet og udbedret efter faste procedurer.
Østjyllands Politi har iværksat en nærmere undersøgelse af omstændighederne ved ulykken og afventer bilinspektørens rapport, som kan tage uger eller måneder at færdiggøre.