Fortsæt til indhold

Kendt debattør: Tragisk ulykke bør resultere i lavere hastighed

Lokale kræfter presser på for hastighedsnedsættelse efter dødsulykke. Ole Kragelund har længe kæmpet for at få hastigheden sat ned på strækningen.

Samfund

Den tragiske dødsulykke på Landevejen mellem Rønde og Djurslandmotorvejen ved Rodskov har fra flere sider udløst krav om en øjeblikkelig nedsættelse af hastigheden på strækningen.

Ole Kragelund, der bor få kilometer fra ulykkesstedet, opfordrer til, at hastigheden sættes ned til enten 50 eller 60 km/t på den cirka 8 km lange rute.

For ti år siden

Den mangeårige lokale debattør har for år tilbage tidligere været i dialog med Vejdirektoratet og Østjyllands Politi om hastighedsregulering på strækningen.

Kragelund har også tidligere fremsat forslag om hastighedsregulering i forbindelse med et projekt på motortrafikvejen mellem Løgten og Bale.

I en mail til Vejdirektoratet og Østjyllands Politi fra februar 2016 opfordrede han således til en generel max-hastighed på enten 50 eller 60 km/t på strækningen fra Løgten til Rønde.

Han argumenterede dengang for, at en nedsat hastighed ville sikre et godt flow i trafikken og bedre forhold for fodgængere.

Kragelund håber, bedre sent end aldrig, at kommunen og politiet omsider vil tage hans forslag til efterretning og nedsætte hastigheden på strækningen.

Han mener, at det vil forbedre sikkerheden for både bilister og fodgængere, især i de perioder, hvor trafikken er markant forøget.