To socialdemokrater fastholder hård modstand mod dispensation fra Lukkeloven
Socialdemokratisk modstand mod dispensationen. To medlemmer af byrådet kunne ikke stemme for, at Rema 1000 skal have mulighed for at dispensere fra Lukkeloven på helligdage på trods af, at de andre dagligvarebutikker i Ebeltoft kan gøre det.
Byrådet har nikket ja til en ansøgning til Erhvervsstyrelsen, der skal give alle fire dagligvarebutikker i Ebeltoft mulighed for at holde åbent på helligdage i 2026.
Udgangspunktet var en henvendelse fra De Samvirkende Købmænd (DSK) på vegne af Rema 1000 i Ebeltoft, som ønsker, at kommunen arbejder for, at alle butikkerne kan få lov til at holde åbent på helligdagene i foråret 2026.
Fire dagligvarebutikker i Ebeltoft
I Ebeltoft er der fire dagligvarebutikker: Netto, Kvickly, Føtex og Rema 1000. Mens de tre første kan holde åbent hele året, gælder det ikke Rema 1000.
Derfor henvendelsen fra DSK.
Rema 1000 åbnede i februar 2024, og man kunne nærmest se smerten i den selvstændige købmand Heine Petersens øjne, da han lukkede butikken ved påske.
»Det virker jo lidt uretfærdigt, at vi skal lukke ned. Det er ulige konkurrencevilkår. Når de andre må, så vil vi også gerne. Selvfølgelig fordi det er en god forretning, men også for ikke at skuffe de kunder, der går forgæves,« lød det dengang fra Heine Petersen til Din Avis.
Modstand fra socialdemokrater
Byrådets nik skete dog ikke uden et par sværdslag, fordi der var modstand fra to socialdemokratiske medlemmer, Sidse Graarup Vangsted og Anita Søholm, på det første møde i det nye byråd 28. januar.
Principiel modstand
De to socialdemokrater talte imod ansøgningen, hvilket de også gjorde i 2025, da samme sag var oppe at vende.
Sidse Graarup Vangsted forklarer, at hendes modstand skyldes principielle årsager.
Hun mener, at det er for nemt at få dispensationer fra Lukkeloven, og at det skader de mindre dagligvarebutikker i landdistrikterne.
»For mig handler det om principper. Jeg mener, at det er for nemt at få dispensationer fra Lukkeloven, og jeg mente det samme i 2025, da vi havde sagen oppe dengang,« siger Sidse Graarup Vangsted.
Sidse Graarup Vangsted, tidligere brugsuddeler i Pindstrup, fremhæver de mindre dagligvarebutikkers vilkår og mener, at fortsatte dispensationer fra Lukkeloven til butikker i større byer vil trække tæppet yderligere væk under den lille brugs eller købmand.
»Vi snakker så meget om, at vi skal sikre landdistrikterne og de mindre butikker herude, men det gør vi ikke ved at give større butikker i større byer mulighed for at dispensere for Lukkeloven. Husk på, at det forventes, at en lille brugs i Kongsgårde kan levere samme service som de store butikker, men det er slet ikke muligt, og da endnu mindre, hvis vi politisk er med til at rive tæppet yderligere væk under dem, så de mister omsætning.«
»Jeg savner, at vi får nogle klare rammer for, hvordan vi sikrer vores landdistrikter, herunder dagligvarebutikkernes vilkår. Hvis der er ikke en dagligvarebutik, er det svært at tiltrække nye borgere.«
Søholm enig
Anita Søholm deler Sidse Graarup Vangsteds principielle holdning og ligesom partifællen stemte hun med bagdelen - altså blank.
»Jeg gjorde det samme i 2025, så det er logisk, at jeg også gør det i år. Ud fra de samme argumenter som Sidse, at der er noget principielt i det her.«
Anita Søholm henviser til, at regeringen har fremsat et lovforslag, som giver butikker i bymidter i byer med færre end 16.850 indbyggere mulighed for at holde åbent på Lukkelovens lukkedage uden at skulle søge dispensation, men ændringen træder først i kraft 1. januar 2027.
Socialdemokratiet havde i Økonomiudvalget ellers medvirket til enstemmighed, så behandlingen i byrådssalen lignede en formalitet.
Partiets repræsentanter i Økonomiudvalget, ud over borgmester Michael Stegger Jensen, Christina Furholm Kjærgaard, havde ikke knubbede ord at sige om Vangsted og Søholms principielle modstand, så de er ikke uglesete i byrådsgruppen.
»Vi er et parti med højt til loftet,« fastslog Christina Furholm Kjærgaard.
Hvilke dage?
Ansøgningen om dispensation for helligdagsåbning i foråret 2026 omfatter fire helligdage i påsken, to helligdage i pinsen, Kristi himmelfartsdag og eventuelt grundlovsdag.
For at opnå dispensation fra Lukkeloven kræves det, at de udvidede åbningstider knyttes til et arrangement eller begivenhed, som er åben for offentligheden og har en offentlig karakter.
Ansvaret for planlægningen og gennemførelsen af konkrete arrangementer i Ebeltoft ligger hos lokale interessenter som Ebeltoft Handelsstandsforening og de enkelte butikker.