Fortsæt til indhold

Favrskov-virksomhed åbner sin tredje butik med iskolde varer

Til påske kan silkeborgenserne købe gourmetis, der er produceret i Favrskov.

Samfund

Inden det bliver forår åbner der en ny butik i hjertet af Silkeborg, hvor man kan købe gourmetis. Det er Mammis Gelato, der i forvejen har to butikker i Aarhus, der udvider med sin tredje fysiske butik på Søtorvet i Silkeborg, som er et nyt fashionabelt byområde ved Gudenåen.

»Som et led i vores udvikling vil vi gerne have en butik mere, og der har vi valgt Silkeborg – byen har meget at byde på,« siger Helle Schmidt, ejer af Mammis Gelato.

Butikken bliver på 120 kvadratmeter og kommer til at ligne butikkerne i Aarhus med sine pink og lyserøde farver. Mammis Gelato i Silkeborg vil være åbent året rundt og får en mindre indendørs café samt mange udendørs pladser til brug særligt i højsæsonen.

Lige nu arbejdes der på højtryk med at få butikken klar, så den kan åbne inden påske. Hvis alt går vel, er det planen at åbne 20. marts.

Jylland og Fyn

Mammis Gelato sælger ispinde, iskager, islagkager, literis og istapas, som alt sammen bliver produceret på virksomhedens isfabrik i et villakvarter i Vitten ved Hinnerup. Her bliver der dagligt produceret hjemmelavet gelato, som betyder is på italiensk, der bliver kørt med frysebil til butikkerne i Aarhus og snart Silkeborg.

Udover i butikkerne kan man købe Mammis Gelato i omkring 20 Meny og SuperBrugsen butikker i Jylland og på Fyn. Isproducenten har udviklet et koncept med fryseskabe med et bredt udvalg af isvarer, som jyder og fynboer kan købe i det lokale supermarked i blandt andet Odense, Aalborg, Skagen, Blokhus og Nyborg. I Aarhus finder man fryseskabe flere steder, blandt andet i Højbjerg, Skåde, Mårslet og på Langenæs, og i hjemkommunen Favrskov er der fryseskabe i bageriet Mester Jacob i Hadsten og i delikatessebutikken Living4u i Foldby.

»Det er vores mål at være i alle større jyske og fynske byer,« siger Helle Schmidt.

Man kan desuden, hvis man bestiller en vis mængde, bestille is i virksomhedens webshop og afhente den i produktionen i Vitten.

Landdistrikts tilskud

Virksomhedens ambition om udbredelse har fået ny vind i sejlene med et tilskud på 216.250 kr. fra LAG Randers-Favrskov, som støtter projekter i de to kommuners landdistrikter. Nye projekter kan få tilskud på op til 50 procent af omkostningerne, og Mammis Gelato har tidligere i 2023 modtaget ca. 350.000 kr. til at udbrede sit koncept med istapas.

»Det betyder alverden. Tilskuddet til istapas betød, at vi kunne ansætte to medarbejdere på fuld tid, og med det nye tilskud forventer vi at kunne ansætte en mere. I starten måtte vi fyre folk i september og ansætte igen i marts. Nu producerer vi hele året og har syv fuldtidsansatte. Det betyder meget, at vi ikke skal lære nye folk op igen og igen.«

Målet er 10 mio. kr

Foruden de syv fuldtidsansatte har Mammis Gelato omkring 40 løsarbejdere, der betjener butikkerne i Aarhus, der har åbent alle ugens syv dage undtagen i vintermånederne. Det er typisk studerende, og nogle har kun en enkelt vagt om ugen, så derfor skal der mange ansatte til. Med åbningen i Silkeborg får virksomheden brug for flere løsarbejdere.

Helle Schmidt ejer Mammis Gelato og driver virksomheden sammen med sine to døtre. Foto: CSJ

Mammis Gelato er et familieforetagende for Helle Schmidt og hendes to døtre, Michelle Schmidt og Maria Sørensen. Michelle har været med fra den spæde begyndelse for 10 år siden og har i dag ansvar for produktionen. Maria kom med for et par år siden og stå i dag for administration.

Mammis Gelato omsatte i 2025 for 7,4 mio. kr, fortæller Helle Schmidt. Det næste mål er at komme op på en årlig omsætning på 10 mio. kr.

»Jeg tror ikke, vi når det i år, men næste år.«