Fortsæt til indhold

Stena Line lukker færgerute - politiker ser helt nye muligheder med lukningen

Så sent som i 2022 blev aftalen om ruten mellem Grenaa og Halmstad fornyet. Om tre måneder er det slut.

Samfund

Stena Line har besluttet at lukke færgeruten mellem Grenaa og Halmstad i Sverige. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Færgen Stena Nautica vil fortsætte sejladsen på ruten frem til den 30. april, hvorefter det altså er slut med færgeforbindelsen fra Djursland.

Stena Line oplyser, at det blandt andet er den hård konkurrence fra de faste broforbindelser til og i Danmark og et presset omkostningsniveau i et marked præget af international usikkerhed, der er de væsentligste årsager til, at forbindelsen mellem Grenaa og Halmstad nu nedlægges.

»Baggrunden for beslutningen er, at vi gennem længere tid har haft betydelige udfordringer med at opnå en rentabel drift på ruten. Ved at samle vores investeringer på ruter med tydelig efterspørgsel kan vi understøtte både erhvervslivets transportbehov og passagerrejser mere effektivt og samtidig styrke den langsigtede bæredygtighed i vores rutenetværk. Det er ikke en let beslutning, men den er nødvendig for at fremtidssikre forretningen og fortsat kunne bidrage med et velfungerende netværk af færgeforbindelser som en vigtig del af infrastrukturen i Danmark og Europa,« siger Niclas Mårtensson, administrerende direktør i Stena Line.

Mangler kunder

Stena Line har sejlet på ruten Grenaa-Halmstad siden 2020 med færgen Stena Nautica.

Ruten blev flyttet fra Varberg som følge af nye planer for havnen i Varberg.

Så sent som i 2022 blev aftalen mellem Grenaa Havn og Stena Line fornyet.

Selskabets bestyrelse har nu besluttet at afvikle ruten og indgå aftaler med havnene i Grenaa og Halmstad om at afslutte samarbejdet. Efter den nuværende plan ophører trafikken på ruten Grenaa-Halmstad den 30. april 2026, lyder det fra Stena Line.

»Ruten Grenå-Halmstad har været en vigtig del af Stena Lines netværk, og vi har i en lang periode arbejdet målrettet med forskellige tiltag for at vende udviklingen. Uden et tilstrækkeligt kundegrundlag er det dog ikke lykkedes, og vi har derfor truffet denne svære beslutning,« siger Christina Bromander, Trade Director for Stena Line i Danmark.

»Vores ambition er, at så mange som muligt af de berørte medarbejdere tilbydes videre beskæftigelse i Stena Line. Kunder, som påvirkes af lukningen, vil blive tilbudt et godt alternativ på ruten Frederikshavn–Gøteborg,« tilføjer hun.

Lukning kan åbne muligheder

På Djursland bliver nyheden modtaget med blandede følelser.

Ærgerlig over lukningnen er folketingspolitiker Leif Lahn (S), som har en fortid på havnen i Grenaa.

På sin facebookside reagerer han på lukningne af ruten mellem Grenaa og Halmstad.

»Trist, trist. Jeg har lige set at Stena Line lukker færgefarten fra Grenaa til Sverige her til april. Det gør mig utrolig ked af det, da Grenaa jo har været en vigtig færgeby i mange år. Jeg husker ikke andet, end at der har været store færger fra Grenaa Havn, både til Sverige og tidligere til Sjælland,« skriver Leif Lahn.

Han er dog tilsyneladende parat til at lægger kræfterne i en ny forbindelse til Sverige.

»Jeg ved ikke om det er muligt at gøre noget, men nu skal der virkelig kæmpes, og jeg vil gøre alt sammen med gode lokale kræfter for at se om der ikke er en løsning,« tilføjer Leif Lahn.

Anderledes optimistisk ser medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune Aleksander Myrhøj (SF) på lukningen af ruten.

Han mener, at en lukket dør åbner mere end ét vindue på klem for nye muligheder på havnen.

»Bag det ærgerlige gemmer der sig også nye muligheder og potentielle gevinster for Norddjurs og Grenaa. Mindre tung trafik, færre køer og mindre slid på vores veje. Renere luft og mindre forurening. Ledige arealer på Grenaa Havn, der kan bruges til noget nyt, levende og udviklende,« skriver Aleksander Myrhøj på Facebook.

»Vi ved, at fordelingen har været 80% tung transport og 20% personbiler, så langt størstedelen af trafikken har ikke givet en krone i kassen hos Norddjurs-virksomheder. Og når Femern-forbindelsen snart åbner en helt ny transportkorridor mod det svenske marked, giver Stenas strategiske valg faktisk ret god mening. Så ja. Det er ærgerligt. Men det er langt fra en katastrofe,« mener han.