Ny aftale: Borgere tæt på el-motorvej skal tilbydes opkøb af ejendomme
Flertal i Folketinget udvider den zone, hvor Energinet skal tilbyde at købe boliger, som ligger tæt på kommende højspændingsledninger.
Flere tusinde borgere i blandt andet Aarhus og Skanderborg bliver berørt, når Energinet de kommende år skal etablere en såkaldt ”el-motorvej” mellem Aarhus og Aabenraa.
Projektet skal fremtidssikre det danske elnet og sørge for, at borgere og virksomheder får nok strøm ud i stikkontakterne.
Men det skal gå hurtigere end først planlagt, for nødvendigheden af et udbygget elnet trænger sig mere og mere på, fastslår regeringen og et bredt flertal bag aftalen om udbygning.
Partierne har netop besluttet at tilslutte sig Energinets - endnu ukendte - forslag til en justering af linjeføringen på Aarhus-Aabenraa-strækningen.
Man anerkender dog også, at der vil komme nogle borgere i klemme, og derfor bliver der nu lavet en udvidet zone op til 80 meter, hvor naboer til 400 kV luftledninger på linjeføringen tilbydes opkøb af boliger på ekspropriationslignende vilkår, oplyser Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
»Vi har brug for et stærkere elnet, hvis vi skal nå vores klimamål og sikre grøn strøm til både familier og virksomheder. Men det skal ske med omtanke. Når vi beder borgere om at bo tæt på store luftledninger, har vi også et ansvar for at lytte og tilbyde dem nogle ordentlige vilkår. Det sikrer vi nu. Jeg har besluttet, at Energinet skal tilbyde naboer ud til 80 meter at købe deres bolig, hvis de ønsker at flytte. Det er kun rimeligt,« siger minister Lars Aagaard (M).
Da Energinet i efteråret 2025 fremlagde et forslag til linjeføring, anslog man, at ca. 1.200 ejendomme i Aarhus Kommune vil blive påvirket - 125 ejendomme så direkte, at de risikerede en ekspropriation.
Siden er der indløbet en hel del protester - blandt andet fra et samlet Aarhus Byråd, der i oktober opfordrede ministeren til at finde en ny linjeføring.
»En alternativ linjeføring kunne være langs motorvejen eller langs den nuværende linje,« sagde borgmester Anders Winnerskjold (S) dengang.
I et interview med avisen forklarede Energinets projektleder Søren Damsgaard Mikkelsen, at man lyttede til kritikken og forslagene, men at det er en indviklet øvelse at lave store ændringer i linjeføringen.
»Det er svært, for ikke at sige umuligt, at finde en linjeføring, som ikke på en eller anden måde kommer til at berøre en række borgere negativt.«
Energinet oplyser til avisen, at man forventer at fremlægge et forslag til en ny linjeføring mellem Aarhus og Aabenraa enten torsdag eller fredag.