Det skulle være slut, men kønsopdelt svømning fortsætter i Aarhus
Ligestillingsminister Magnus Heunicke vil nu bede Aarhus Kommune om en redegørelse.
Det skulle være slut med religiøs kønsopdeling i svømmehallerne, da en ny bekendtgørelse trådte i kraft 1. januar.
Men flere foreninger fortæller nu til TV2, at de fortsat ugentligt tilbyder kønsopdelt svømning.
»Vi har nogle kvinder, som ikke tillader, at en mand ser dem svømme, fordi de uden for svømmehallen har tørklæde på,« siger formand for Kurdisk Kvindeforening i Aarhus, Sozan Garib, til TV2.
Regeringen har længe villet gøre op med den kønsopdelte svømning, og ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) gjorde det til et spørgsmål om ligestilling og integration, da han ændrede reglerne for kønsopdelt svømning.
»Det er på ingen måder foreneligt med grundlæggende danske ligestillingsværdier og kulturen i det danske foreningsliv at afskære en far fra at overvære sin datters svømmetræning, eller at piger og kvinders kroppe skal gemmes væk på den måde. Kønsopdelte idrætshold skal ikke bruges som undskyldning for at ekskludere det modsatte køn fra faciliteterne. Derfor ændrer jeg nu bekendtgørelsen,« sagde Magnus Heunicke en pressemeddelelse i november 2024.
Magnus Heunicke vil nu bede Aarhus Kommune om en redegørelse.
Aarhus Kommune forbød som den første i landet i 2017 kønsopdelt svømning inden for den offentlige åbningstid, mens det fortsat har været muligt for foreninger at tilbyde svømning blot for det ene køn på andre tidspunkter. Det er den mulighed, der formelt er lukket for pr. 1. januar 2026.
Især Venstre og Danmarksdemokraterne i Aarhus Byråd har været skarpe modstandere af kønsopdelt svømning.
»Men vi er imod, at man fuldstændig lukker af for det modsatte køn, så hverken livreddere eller fædre kan få lov at være til stede i svømmehallen. Så det er positivt, at man nu vil dæmme op for det,« sagde byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen (DD), da Magnus Heunicke ændrede reglerne for kønsopdelt svømning.