Fortsæt til indhold

Forening mod vindmøller går til angreb: Vil have kommuneplan kendt ugyldig

Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs har indgivet klage til Planklagenævnet over Aarhus Kommunes kommuneplan.

Samfund

Da Aarhus Byråd i december vedtog Kommuneplan 2025, var det på et ulovligt grundlag.

Det mener Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs, som har allieret sig med advokat Louise Faber, der er specialist i plan- og miljøret.

Parterne har netop indgivet en klage til Planklagenævnet med det formål at få hele den omfangsrige Kommuneplan 2025 kendt ugyldig.

Klagen vedrører i særdeleshed udpegningen ved Vosnæs som egnet til tre 150 meter høje vindmøller, men anfører samtidig, at miljøvurderingen af Kommuneplan 2025 som helhed ikke lever op til lovens krav.

Det skyldes, ifølge parterne, en meget overfladisk og mangelfuld miljøredegørelse.

I tilfældet med vindmøllerne mener klagerne ikke, at kommunen kan udpege et område som egnet, ”når kendte retlige barrierer ikke er sandsynliggjort håndterbare”.

Med andre ord: når kommunen ved, at der kan være lovproblemer med eksempelvis beskyttet natur, fredede arter og lignende ift. at opstille vindmøller ved Vosnæs, så må man ikke bare skrive området ind i planen uden at forklare, hvordan disse problemer kan løses inden for lovens rammer, lyder kritikken fra Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs.

»Kommunen kan ikke planlægge for en kendt lovkonflikt og udskyde afklaringen til et senere plantrin. Hvis de retlige barrierer ikke er strategisk håndteret på kommuneplanniveau, kan planen være ugyldig,” udtaler foreningen i en pressemeddelelse.

Til avisen uddyber formand Dan Enkelund.

»Når man skriver noget så konkret ind i en kommuneplan, så skal man have fast grund under fødderne, og det har Aarhus Kommune ikke. Kommuneplanen er cirka 6.500 sider, og miljøvurderingen er på størrelse med et Anders And-blad (18 sider, red.). Det er ret nemt at finde huller i osten, vil jeg sige, og det kan jo ikke være rigtigt, at der ikke skal redegøres for mere i så stort et dokument,« forklarer Dan Enkelund og fortsætter:

»Havde man skrevet, at man var positivt stemt overfor at udvikle nogle vindmøller, så var der jo ikke meget at miljøvurdere. Men man har været meget konkret og beskriver, at der skal stå tre vindmøller, og at området er velegnet. Hvis man kan være så konkret, så skal man også være konkret omkring, hvordan man mener, at det kan realiseres.«

Venter på minister

Ifølge protestforeningens formand har formålet fra kommunens side været at lade projektet ”flyve under radaren”, så berørte borgere og myndigheder ikke kunne nå at klage over vindmølleprojektet før senere i processen, når lokalplan og VVM-undersøgelse skal behandles.

»Har du en vedtaget kommuneplan, så er kommunen forpligtet til at arbejde med at realisere planen, og grundejer kan forvente videre planlægning. Det er jo lidt et bissetrick, hvis du spørger mig.«

Det er ikke bare en lille fodfejl, I har fundet?

»Nej, i vores optik er det en bevidst udeladelse fra Aarhus Kommunes side, fordi de prøver på at undlade at vise, at der er problemer og udfordringer. Det kan da godt være en fodfejl eller en forglemmelse, men i lyset af den sagsbehandling, vi har oplevet i denne sag, så synes jeg, at det ligner, at man er fuldt ud bevidst om det her. Jeg synes ikke, at det ser ud til at være tilfældigt.«

Den ansvarlige rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), har til TV2 Østjylland oplyst, at forvaltningen ikke vil kommentere sagen, men afventer Planklagenævnets afgørelse.

Med klagen til Planklagenævnet verserer der nu to spor i kampen mod vindmøllerne ved Vosnæs.

Et samlet byråd i Syddjurs Kommune har nedlagt såkaldt planveto. Det betyder, at minister for Byer og Landdistrikter, Morten Dahlin (V), skal afgøre, om Aarhus Kommune skal droppe lokalplanen og vindmølleprojektet.

Den afgørelse forventes at komme i løbet af februar.