Fortsæt til indhold

Rygtespredere tager fejl: Hæderkronet hotel fra 1898 ikke til salg

Ryomgård Hotel er ikke til salg. Ejeren Sandra Simkeviciuté afviser rygter om salg og bekræfter, at der ingen planer er om at afhænde hotellet.

Samfund

Verserende rygter om, at Ryomgård Hotel er solgt, og at den nye ejer vil lave boliger i det hæderkronede hotel i Jernbanegade, er kun rygter.

Jeg kan klart bekræfte, at jeg ingen planer har om at afhænde hotellet

Det bekræfter indehaver Sandra Simkeviciuté, som købte hotellet 1. august 2016 og har drevet det siden.

Hun omdøbte hurtigt hotellet til Deja Vu - Hos Sandra.

»Jeg kan klart bekræfte, at jeg ingen planer har om at afhænde hotellet,« siger hun.

»Men når jeg bliver spurgt, om Ryomgård Hotel er til salg, svarer jeg selvfølgelig, at det er det altid, men det kræver, at en eventuel køber vil give den rigtige pris,« lyder det med et smil.

Fra Litauen til Tyskland

Sandra Simkeviciuté er en selvstændig kvinde med mange jern i ilden.

Hun er født og opvokset i Litauen, men flyttede som ung til Tyskland, hvor hun uddannede sig til jurist på universitetet i Münster.

Hendes familie havde været beskæftiget i restaurationsbranchen i Litauen, og Sandra Simkeviciuté havde også en drøm om at blive selvstændig i samme branche i Tyskland, men det blev forpurret, da hun mødte en dansk mand.

Sandra Simkeviciuté driver også eget rengøringsfirma, Bedre Rengøring, som kræver meget af hende i forhold til tilstedeværelse.

»Det er min mor, som laver maden på Ryomgård Hotel, og så længe hun vil påtage sig opgaven, kan jeg bruge tiden på mit rengøringsfirma,« siger hun.

Kan ikke spå

Sandra Simkeviciuté vil ikke afvise, at det med tiden kan blive aktuelt at udbyde hotellet til salg.

»Som jeg siger, er det slet ikke et tema lige nu, men det kan meget vel være, at det bliver det om nogle år. Jeg kender ikke fremtiden, og det er der ikke ret mange, der gør,« siger Sandra Simkeviciuté, der er mor til tre børn og bor på første sal i en lejlighed på hotellet.

Da hun overtog Ryomgård Hotel, var hun også vært og ansvarlig for driften af forsamlingshusene i både Hvilsager og Rodskov.

»Det er jeg ikke mere, men vi leverer maden og står for serveringen, når der er selskaber i de to forsamlingshuse.«

Købte af Benn og Joan

Ryomgård Hotel har en lang og stolt historie. Hotellet blev grundlagt i 1898 og har gennem årene været et centralt samlingspunkt i byen.

Joan og Benn Schmidt drev hotellet i næsten 13 år, før de solgte det til Sandra Simkeviciuté.

Under deres ledelse blev hotellet kendt for sin hyggelige atmosfære og gode mad. Joan og Benn Schmidt formåede at skabe en varm og indbydende stemning, som Sandra Simkeviciuté har videreført og bygget videre på.

Efter overtagelsen gav Sandra Simkeviciuté hotellets store sal en omfattende renovering.

»Gulvet er blevet slebet af, men det er vel næsten også det eneste, der ikke er nyt,« forklarede hun til Din Avis i marts 2017 og afslørede, at hun havde investeret en lille million i renoveringen.