Fortsæt til indhold

Vemodigt farvel til en æra på mere end 65 år

Svend Pilgaard Automobiler A/S lukker værkstedet efter 65 år i Ryomgård, når kalenderbladet siger 30. april 2026. Aktiviteterne på Nimtoftevej fortsætter.

Samfund

Den 22. november 2025 er det 65 år siden, at en ung Svend Pilgaard kom til Ryomgård fast besluttet på at blive selvstændig automekaniker.

Når kalenderbladet vendes til 30. april 2026, er Svend Pilgaard Automobiler A/S historie.

Autoværkstedet på Saabydalvej/Vestergade lukker og slukker.

»Det har været en svær beslutning, og vi har overvejet den meget, men det er rigtigt at lukke nu, hvor det er os selv, der bestemmer, at tiden er kommet,« siger Jørgen Pilgaard, der sammen med sin bror Henrik Pilgaard supplerede deres far i ejerkredsen i 1991, hvor virksomheden blev omdannet til et aktieselskab.

Svend Pilgaard Automobiler A/S har regnskabsafslutning 30. april. Derfor var det rigtige tidspunkt at trække en streg i sandet.

»Branchen er hård, og vi har måttet kæmpe i nogle år nu, hvor vi også har forsøgt forskellige ting uden held. Enhver, der kan læse regnskaber, kan se det fornuftige i, at det er rettidig omhu at lukke, før andre træffer beslutningen for os,« siger en trods alt afklaret Jørgen Pilgaard.

Han bekræfter, at alt det juridiske og andre formaliteter er på plads, før den formelle lukning er en realitet.

Fortsætter på Nimtoftevej

Det er vigtigt at understrege, at Shell tankstationen på Nimtoftevej fortsætter.

Det samme gør kiosken, vaskehallen og de andre porteføljer, First Stop Ryomgård, som leverer alt indenfor dæk og fælge, og Ryomgård Autoudlejning med udlejningsbiler (personbiler, kassevogne og flyttebiler) og trailere.

»Her fortsætter vi ufortrødent, og det vil vi gerne melde klart ud,« understreger Jørgen Pilgaard.

Han har selv to sønner, Casper og Simon, som var potentielle arvtagere, ligesom faderen og onklen i sin tid, men sådan bliver det ikke.

»Det har ingen af dem lyst til, og det har vi afklaret for flere år siden. Deres beslutning respekterer jeg fuldt og helt,« siger Jørgen Pilgaard.

Solgte i 2021

I 2021 indgik Svend Pilgaard Automobiler A/S en købsaftale med naboen, XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter, som betød, at sidstnævnte simpelthen købte den matrikel, som Svend Pilgaard Automobiler havde ejet siden starten af 1970’erne - cirka 4 tdr. land med bygninger.

Købet kom i stand, fordi XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter gerne ville udvide, og det krævede mere areal.

»Vi kunne se det fornuftige i det, fordi det passede ind i vores syn på fremtiden for vores egen virksomhed. På daværende tidspunkt havde vi ingen planer om at stoppe, men ingen tvivl om, at salget har gjort det lettere for os,« siger Jørgen Pilgaard.

Derfor er det også de mangeårige naboer, der nu skal beslutte, hvad der skal ske med bygninger og omgivelser, mens Jørgen Pilgaard & co. bruger tiden efter lukningen af værkstedet 30. april 2026 til at finde ud af, hvad der skal ske med indmaden i værkstedet. Det være sig lifte, værktøj, lager og andet.

Tilbage på værkstedet er lige nu, ud over ham selv og broderen Henrik, to medarbejdere, som begge er opsagte.

»Det er da vemodigt at skulle trække stikket, fordi det trods alt har været en fin forretning for os og mange ansatte i tidens løb. Jeg erkender gerne, at det har givet anledning til søvnløse nætter og evige spekulationer, hvor jeg den ene dag har erkendt, at det er rigtigst at lukke og så dagen efter mere hælder til, at det er en dum beslutning.«

Selv har jeg det fint med, at vi selv slutter mere end 65 års historie med værdigheden i behold

Nestor på 89

Svend Pilgaard, der startede historien i 1960, har rundet de 89 år. Ham møder man fortsat i virksomheden, selv om bentøjet gør knuder, gigt, og kræver, at han støtter sig til en krykke.

Han kom til Ryomgård, da byen tilbage i 60’erne tog tilløb til at blive en driftig forretningsby med hele tre købmænd og en hovedgade med butiksvinduer.

Barnefødt i Mogenstrup ved Skive og efter endt skolegang uddannet automekaniker i 1957 på Haderup Autoværksted.

Militærtjenesten blev overstået, og herefter arbejdede han nogle år i Aarhus, før han slog vejen forbi Midtdjursland, hvor han i 1960 købte værkstedet med tilhørende benzinstation på Nimtoftevej, som fortsat er i familiens eje og vedbliver med at være det.

I et Danmark i hastig og optimistisk forandring var 60’erne ikke noget dumt tidspunkt at etablere sig på som selvstændig forretningsmand. Den unge Svend og én svend tog fat og behøvede ikke at skele til, at der også var andre automekanikere i byen. Der var nok at rive i, og plads til alle.

Fem år efter første startskud var det nødvendigt at udvide værkstedsarealet. En ny og højere bygning blev føjet til.

Større biler kunne nu også komme forbi og blive repareret. Bilsalget i landet gik mod uanede højder. Bilen blev et statussymbol for Familien Danmark, der troede på fortsat velstand til gavn for alle.

For Svend Pilgaard betød de nye tider flere ansatte og nu også lærlinge i værkstedet. Konen Edith Pilgaard passede tanken, mens mændene reparerede bilerne.

Saabydalvej

Mod slutningen af 60’erne udvidede Svend Pilgaard sit forretningskoncept, som han har gjort det jævnligt siden. Han blev Audi/NSU-forhandler, og det medførte, at pladsen på Nimtoftevej blev for trang.

Det var der råd for. Værkstedet blev flyttet til Saabydalvej i moderne omgivelser.

70’erne husker Svend Pilgaard primært for den verdensomspændende oliekrise, som gjorde mange danskere opmærksomme på, at intet varer evigt. Det kunne mærkes på salget af biler og benzin.

Trods lavkonjunktur blev Svend Pilgaard folkevognsforhandler i 1976.

Han har altid efterlevet det gode princip om, at man aldrig skal slå større brød op, end man kan bage, og derfor lykkedes det at komme fint igennem 70’erne og 80’erne, hvor det igen begyndte at blive sjovt at være bilforhandler.

Slut med folkevogne

I slutfirserne sker der igen afgørende ting og sager. Statoil overtager ESSO i maj 1987, og i 1989 er det bl.a. slut med at være forhandler af folkevogne.

Så er vi fremme ved sønners indtog i 1991, hvor også moderen, Edith Pilgaard, var meget engageret i aktiviteterne.

Samme år bliver virksomheden forhandler af vare- og lastbiler af mærket Iveco, ligesom salget af brugte personbiler bliver en meget væsentlig del af konceptet.

Jørgen Pilgaard husker sine næsten 35 år i firmaet som ejerleder som en god tid, men også at uvisheden om fremtiden har været en bagstopper i de senere år.

»Muligvis kunne jeg have gjort andet og mere. Der er blevet gjort mange forsøg på at udvikle forretningen og tænke nye tanker. Om jeg ikke har været dygtig nok, skal andre bedømme. Selv har jeg det fint med, at vi selv slutter mere end 65 års historie med værdigheden i behold.«

Men i Ryomgård vil der altid være en plads for den historie, som Svend Pilgaard begyndte i 1960. En historie om drømme, hårdt arbejde og en dyb kærlighed til biler, der har efterladt et varigt aftryk.