Fortsæt til indhold

Se billederne: 772 p-pladser er ved at blive banket op midt inde i byen

»Med den koncentration af både erhverv, kultur og uddannelse, vi samler i Sydhavnskvarteret, bliver parkeringshuset afgørende for områdets infrastruktur,« siger Peter Thorsgaard, salgs- og udviklingschef i A. Enggaard.

Samfund
am

Der bliver for tiden bygget en hel masse på Sydhavnen i Aarhus, som efter planen skal udvikle sig til en ny erhvervs- og kulturbydel.

Og en af de bygninger, der begynder at tage form, er Sydhavnskvarterets nye, store parkeringshus.

Torsdag 26. februar kunne entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard nemlig fejre bygningens fremskridt med et rejsegilde, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Foto: Anders Wejse - Velkendt

Parkeringshuset kommer til at rumme 772 parkeringspladser og op mod 200 cykelparkeringspladser, mens stueetagen indrettes med lokaler til erhverv, herunder aktører, der skal skabe aktivitet i stueplan.

Foto: Anders Wejse - Velkendt

»Med den koncentration af både erhverv, kultur og uddannelse, vi samler i Sydhavnskvarteret, bliver parkeringshuset afgørende for områdets infrastruktur. Samtidig skal bygningen via sin levende stuetage også bidrage til det liv og den dynamik, som kommer til at kendetegne Sydhavnskvarteret både i hverdagen og uden for kontortid,« fortæller salgs- og udviklingschef i A. Enggaard, Peter Thorsgaard.

Peter Thorsgaard fra A. Enggaard holdt tale. Foto: Anders Wejse - Velkendt

Erhvervslokaler er allerede lejet ud til det visuelle bureau Chemnitz Chemnitz og GRÅK, der er en almennyttig forening under Aarhus Crossfit, som tilbyder sårbare unge og yngre voksne støtte gennem funktionel træning og fællesskabsopbyggende aktiviteter.

Foto: Anders Wejse - Velkendt
Foto: Anders Wejse - Velkendt

»Begge to passer rigtig godt ind i Sydhavnskvarterets DNA som en kreativ erhvervs- og kulturbydel, der samtidig skaber rum for, inddrager og tager hånd om borgere med brug for støtte,« siger Peter Thorsgaard.

Opførelsen af parkeringshuset sker på baggrund af et offentligt udbud fra Aarhus Kommune, hvor arealet og projektet blev solgt til A. Enggaard A/S, der sammen med PKA udvikler størstedelen af Sydhavnskvarteret. A. Enggaard forventer, at det nye parkeringshus er klar til brug 1. september.