Boligboom banker på: Plan for over 100 nye boliger sendt i høring
Tingskovtoften, et nyt boligområde ved Anebjerg omfattende over 100 nye boliger ved Anebjerg, er netop sendt i høring.
Trods bekymring fra Venstres Martin Ingemann Kristiansen om, hvorvidt den lokale skole har kapacitet nok til at rumme de ekstra børn fra det nye boligområde, vedtog et enigt byråd onsdag at sende lokalplanen for Tingsskovtoften i offentlig høring.
Det nye boligområde tæt ved Fruering giver mulighed for at opføre 105 parcelhuse i 1 til 2 etager i åben-lav og tæt-lav bebyggelse i 1-2 etager.
Der er i planlægningen lagt vægt på, at bebyggelsen tilpasses det kuperede terræn og det omgivende landskabs karakter. Lokalplanen indeholder samtidig bestemmelser om bebyggelsens placering og udseende, så området får en helhed, der harmonerer med den eksisterende nabobebyggelse og samtidig begrænser synligheden i landskabet.
Klimatilpasning er indarbejdet i planen som en naturlig del af områdets indretning. Regn- og overfladevand skal håndteres i åbne løsninger som vandrender, grøfter og mindre oversvømmelsesarealer, som følger terrænet og eksisterende strømningsveje.
Området får vejadgang fra Frueringvej via en ny rundkørsel, som også skal betjene et kommende boligområde syd for Frueringvej, hvor lokalplanarbejdet ligeledes er igangsat.
Derudover bliver der mulighed for etablering af en ny øst-vestgående hovedstiforbindelse samt interne stier, der kobler området til det eksisterende stinet i Anebjerg. Det giver gode forbindelser til både naturen og byområderne i Skanderborg og Fruering og understøtter cykel- og gangtrafik til skole- og fritidstilbud.
Planen giver mulighed for at bygge i materialer som tegl, der er karakteristisk for Anebjerg, men giver også mulighed for at bygge i træ, hvis det vurderes bæredygtigt og arkitektonisk egnet.
Der kan etableres solceller på tagene, og der er åbnet op for brug af integrerede solpaneler i taget. Lokalplanen stiller krav om beplantning og træer, som bidrager positivt til områdets samlede CO2-regnskab.
Området hører til Virring Skoles distrikt. Udbygningen forventes ikke at øge kapacitetsbehovet ud over det, der allerede er indregnet i kommunens befolkningsprognose, men skolen kan på sigt blive udfordret på kapaciteten, og derfor vil udviklingen blive fulgt nøje.