Farvel fart – goddag fortov: Mere liv og færre biler i midtbyen
Den kommende helhedsplan for Galten midtby skal være med til at skabe en mere tryg, grøn og sammenhængende midtby med bedre forhold for fodgængere, cyklister og byliv. Nu er der lavet en trafikanalyse, som giver flere bud på, hvordan det kan lade sig gøre.
Byrødderne har på det seneste temamøde i Økonomi- og Erhvervsudvalget og Klima-, Miljø- og Planudvalget drøftet forskellige bud på, hvordan Galten midtby kan gøres mere fredelig.
Udfordringen i dag er den gennemkørende biltrafik, som fylder meget i bybilledet – især på Torvet og Søndergade – og hæmmer bylivet og oplevelsen af tryghed.
En analyse af trafikken og adfærden i midtbyen giver flere bud på løsninger lige fra mindre justeringer i trafikken til mere omfattende omlægninger, herunder bedre cykelforbindelser, ændrede vejforløb og mulighed for delvist bilfrie områder.
Galten Cityforening har også bidraget med gode input, som blandt andet går ud på at lukke biltrafikken på Torvet fra øst og at dæmpe trafikken på Søndergade ved at gøre den til gågade med kørsel tilladt.
»Forslaget fra Cityforeningen er rigtig interessant, fordi det giver mulighed for udeservering og aktiviteter på Torvet, mens cyklister skal deles om pladsen med bilerne på de omkringliggende gader,« siger borgmester Frands Fischer.
Begge udvalg enedes om at arbejde videre med forslaget fra Cityforeningen samt to af analysens fire scenarier, hvori gående og cyklister prioriteres.
Det betyder, at cykelinfrastrukturen styrkes med særlig fokus på skoleruter og en cykelsti på tværs af Torvet/midtbyen. Derudover skal der fokus på Torvets indretning, og biltrafikken fra øst til Torvet skal stoppes. Biltrafikken i Søndergade fastholdes, men gaden fredeliggøres og hastigheden sænkes.
Håbet er dermed at skabe et roligere og mere trygt bymiljø med bedre rammer for ophold og handel samtidig med, at der opretholdes en rimelig biladgang og tilgængelighed for handlende.
Forslaget til afvikling af trafikken danner grundlag for det videre arbejde med den kommende helhedsplan for Galten Midtby.