Naturfredningsforening reagerer på advarsel om drikkevandet i Grenaa
Vi har et alvorligt problem i Norddjurs Kommune.
Omkring 29 % af vores drikkevandsboringer indeholder rester af sprøjtegifte. Samtidig er 55 % af vores kommunes areal dækket af konventionelt landbrug, som bliver sprøjtet med sprøjte-gift hvert år
Det kan virke håbløst. Men der er faktisk gode nyheder:
For ifølge Miljøministeriets nylige rapport er der en både sikker og billig løsning, der ligger lige for: Vi skal stoppe med at sprøjte på de arealer, hvor vores grundvand dannes. Det der bliver til vores drikkevand.
Og det drejer sig faktisk kun om 3–4 % af landets areal. Tre til fire procent!
Et lille, afgrænset område, hvor vi siger: Her prioriterer vi drikkevand over sprøjtegift. Her må endda stadig være landbrug, så længe det bare er sprøjtefrit.
Vi ved hvad der skal til for at sikre det rene drikkevand. Og nu har vi tilmed fundet ud af, at det er simpelt og billigt at indføre.
Det må være indbegrebet af snusfornuft at rykke på dette hurtigst muligt.
Jeg håber, at både kommunen og de folketingspolitikere, der nu er i valgkamp, også kan se det.