Fortsæt til indhold

»Vi er sat ud af spillet«: Lokale politikere kan intet stille op over for stor udvidelse af svinefarme

Kommunen kritiseres for mangelfuld miljøvurdering, men lovgivning begrænser kommunens handlemuligheder.

Samfund

En stor udvidelse hos en lokal griseproducent på en gård nær Tåning har skabt splittelse lokalt.

Go-Gris, landbrugsvirksomheden bag udvidelsen, har søgt om miljøgodkendelse til en markant udvidelse af sin produktion af smågrise og står til at få grønt lys til udvidelsen.

Naboerne kritiserer kommunen for at undervurdere den øgede trafik med tunge køretøjer og de øgede gener i form af mere lugt, støj og støv.

Samtidig finder de, at miljøvurderingen er mangelfuld i forhold til natur, beskyttede arter og risikoen for forurening af nærliggende vandløb.

Men kommunen er bundet på hænder og fødder, når det handler om udvidelser af husdyrhold, pointerer Claus Leick (SF), der er formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune.

»Det er det, der er vores dilemma. Vi er sat skakmat som politikere. Der er ingenting, vi kan gøre,« siger han og peger på Lov om Husdyrbrug fra 2017, som har frataget kommunerne muligheden for at foretage helhedsvurderinger og tage overordnede hensyn til miljø, natur og naboer.

»Som lovgivningen er i dag, får landmanden tilladelse til at udvide, hvis ellers miljøgodkendelsen er korrekt udfyldt og han lever op til de fastsatte miljøkrav. Vi er som kommune kørt ud på et sidespor og skal lægge navn til tilladelser, vi reelt ikke er enige i,« konstaterer udvalgsformanden.