Fortsæt til indhold

Trods et samlet fald: Flere er søgt ind på lærer- og sygeplejerskestudiet

9.416 kvote 2-ansøgninger har VIA modtaget i år, hvilket er et lille fald i forhold til sidste år. Professionshøjskolen, der tilbyder en række uddannelser i Region Midtjylland, herunder Aarhus, Randers og Grenaa, glæder sig dog over den øgede interesse for at læse til lærer.

Samfund
am

Der var søndag 15. marts kl. 12.00 deadline for årets ansøgninger til de videregående uddannelser gennem kvote 2.

Og professionshøjskolen VIA University College, der udbyder 41 uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland, har i år samlet modtaget 9.416 kvote 2-ansøgninger, hvilket er 1,2 procent færre end i fjor.

Det skriver uddannelsesinstitutionen i en pressemeddelelse.

4.894 af årets kvote 2-ansøgninger er førsteprioritetsansøgninger – altså ansøgninger, hvor ansøgerne har en uddannelse hos VIA som deres højeste ønske. Det svarer til 5,7 procent færre førsteprioritetsansøgninger til VIA gennem kvote 2 end i 2025.

Nedgangen skyldes især fald i søgningen til VIAs design- og ingeniøruddannelser, skriver uddannelsesinstitutionen. Derimod er der pæne fremgange i søgningen til de store velfærdsuddannelser til lærer og sygeplejerske.

Ny uddannelse til radiograf er et hit

Konkret har læreruddannelsen, som VIA udbyder i Aarhus, Holstebro, Nørre Nissum, Silkeborg og Skive, samlet set modtaget 9,7 procent flere førsteprioritetsansøgninger gennem kvote 2 i år end sidste år.

VIAs sygeplejerskeuddannelse i Aarhus, Randers, Horsens, Silkeborg, Viborg og Holstebro oplever set under ét en stigning på 7,3 procent.

For de øvrige sundhedsuddannelser hos VIA til bandagist, bioanalytiker, ergoterapeut, fysioterapeut, psykomotorisk terapeut, professionsbachelor i ernæring og sundhed og radiograf er stigningen i antallet af førsteprioritetsansøgninger på 4,6 procent.

Fremgangen hænger sammen med, at VIAs spritnye uddannelse i Herning til radiograf kommer rigtig godt fra start med 43 førsteprioritetsansøgninger.

Tallene dækker over geografiske forskelle – med fremgang i søgningen til uddannelserne i nogle af VIAs udbudsbyer og tilbagegange i andre. Igen i år viser kvote 2-søgningen, at der er størst interesse for VIA i Aarhus, hvor uddannelserne hvert år bliver fyldt op.

»Særligt den øgede interesse for at uddanne sig til lærer er særdeles positiv i relation til at indfri de politiske ambitioner, der er blevet lanceret i valgkampen om at øge antallet af lærere i folkeskolen for at indføre enten klasser med færre elever eller skolefag med to voksne til stede på én gang. Begge modeller fordrer, at der bliver uddannet flere lærere,« understreger prorektor Helle Kruuse-Andersen, der er den øverst ansvarlige for alle VIAs uddannelser.

Hun påpeger, at tendenserne i kvote 2-søgningen ofte er et pejlemærke for årets samlede søgning, som der bliver overblik over den 5. juli, når der er ansøgningsfrist gennem kvote 1.

Den tredje store velfærdsuddannelse – pædagoguddannelsen – har i år modtaget 1,3 procent færre ansøgninger end i 2025.

Dét skal ses i lyset af, at pædagoguddannelsen, som VIA udbyder i Aarhus, Randers, Grenaa, Horsens, Ikast, Viborg og Holstebro, var dén velfærdsuddannelse, der gik mest frem i fjor.

Positive forventninger til reform

Helle Kruuse-Andersen fortæller, at VIA glæder sig over, at der er fremgang i søgningen til en række af VIAs uddannelser.

Hun påpeger samtidig, at VIA ser meget positivt på det kvalitetsløft, som den politisk besluttede reform af professionsuddannelserne indebærer.

»Vi har en klar forventning om, at det vil gøre professionsuddannelserne mere attraktive og give flere ansøgere, når vi fx tilretter sammensætningen af fag, justerer indhold og ændrer studieforløb. I VIA er vi pt. i fuld gang med at tilrette uddannelser,« fremhæver Helle Kruuse-Andersen.

De første uddannelser, der som reformen foreskriver, går fra start efter sommerferien i justeret version, er hos VIA blandt andet uddannelserne til socialrådgiver, administrationsbachelor, professionsbachelor i skat samt VIAs animationsuddannelser og filmuddannelsen Multiplatform Storytelling and Production.

»I VIA implementerer vi allerede nu flere af de positive elementer fra den nye reform, som ellers først skal være fuldt indfaset i 2030. Dét betyder, at også de studerende, der starter på en uddannelse hos VIA til sommer, får gavn af reformen – fx i form af flere træningsøvelser og styrket samarbejde med praksis inden for den profession, de uddanner sig til,« understreger Helle Kruuse-Andersen.