Borgmestre reagerer på forslag om ny kaserne ved Aarhus Airport
Der vil være masser af positive effekter ved en kaserne på Djursland, mener begge borgmestre. Det er dog vigtigt fortsat at have øjne på lufthavnens drift, påpeger den ene.
Forslaget fra Venstre om at placere en ny kaserne ved Aarhus Airport i Tirstrup vækker interesse hos borgmester i Syddjurs Kommune Michael Stegger (S).
Men samtidig understreger han, at der stadig er meget få konkrete oplysninger om idéen.
»Først og fremmest synes jeg, det er interessant. I forhold til vores lufthavn tænker jeg, at det kan være med til at styrke sikkerheden omkring den,« konstaterer Michael Stegger.
Venstre har foreslået at placere en ny kaserne ved lufthavnen som led i en større oprustning af Forsvaret, hvor antallet af værnepligtige skal øges markant i de kommende år.
I dag har Danmark et mål om 6.500 værnepligtige i 2033. Det mål skal nås allerede i 2030, og derefter skal antallet gradvist øges til 13.000 unge, der skal trække i trøjen fra 2035.
Og en del af dem skal altså huses ved lufthavnen i Tirstrup, hvis det står til Venstre.
Detaljerne i forslaget er dog fortsat meget sparsomme, og derfor er Michael Stegger også forbeholden over for at drage for mange konklusioner allerede nu.
Blandt andet er det endnu uklart, hvor en ny kaserne i givet fald præcis skulle placeres, og hvor stor den i så fald skal være.
»Det er selvfølgelig spændende for Syddjurs Kommune i forhold til, at en ny kaserne vil skabe flere arbejdspladser i kommunen, og vi vil være stærkt medvirkende til at bidrage til indsatsen i forhold til Forsvaret. Det vil skabe noget liv, og der er jo også en chance for, at endnu flere får øjnene op for Syddjurs og ender med at bosætte sig her,« siger Michael Stegger.
Lufthavnen skal fortsætte
Så sent som i december sidste år indgik Aarhus Airport og Forsvaret en købsaftale, hvor Forsvaret købte store dele af den kritiske infrastruktur i lufthavnen herunder landingsbane, kontroltårn og tekniske installationer.
Selv om kaserneplanerne endnu ikke er foldet bredt ud, løfter Syddjurs-borgmesteren dog pegefingeren i forhold til den fremtiden i Aarhus Airport, som kommunen er medejer af.
»Vi har rigtig mange, der flyver ud på job og har bosat sig i Syddjurs Kommune af den årsag, at det er muligt at komme til og fra for eksempel København. Det er vigtigt for mig, at vi stadig bibeholder muligheden for at få en ekstern aktør ind og sikre, at der stadig er kommerciel lufthavnsdrift,« siger Michael Stegger med henvisning til det stadig pågående arbejde med at finde en ekstern investor til lufthavnen.
Når og hvis planerne bliver mere konkrete, mener borgmesteren også, at både kommunen og de lokale borgere skal inddrages i processen.
»Det er vigtigt for mig, at der bliver en transparent proces omkring det, og at de lokale borgere i området og også vi som byråd er med. Det kunne jo godt være, at vi har idéer til, hvor man med fordel kan placere en kaserne, som man ikke fra nationalt hold,« mener Michael Stegger.
Positive effekter
I Norddjurs ser hans borgmesterkollega Kasper Bjerregaard (V) mere entydigt positivt på sin partiformands forslag om en kaserne på Djursland.
»Jeg synes jo, det er superinteressant for området. Som repræsentant for området synes jeg, det vil være virkelig spændende fra et erhvervsmæssigt perspektiv at få så stor en virksomhed her på Djursland. Det kan give en masse afledte effekter,« siger Kasper Bjerregaard.
Hvis en kaserne bliver realiseret regner borgmesteren stærkt med, at begge Djursland-kommuner kommer med på råd om placeringen.
Kasper Bjerregaard peger dog også på, at placeringen tæt ved lufthavnen vil være oplagt.
»Det kommer jo i fin forlængelse af det engagement, som Forsvaret allerede har gjort i Aarhus Airport. Det betyder jo, at vi i forvejen har nogle militære styrkepositioner i området med Forsvarets investeringer, og vi har Terma liggende lokalt. Der er mange ting, der falder godt sammen. Så betyder det ikke så meget, om kasernen kommer til at ligge i Norddjurs eller Syddjurs,« mener Kasper Bjerregaard.
Han ser heller ikke nødvendigvis en konflikt mellem en kaserne og den civile drift af Aarhus Airport.
»Vi har jo en kommerciel lufthavn, og den skal jo kunne fungere. Det er jeg helt sikker på, at den fortsat kan.«