Anne fra Hinnerup er blevet chef for 440 medarbejdere og kan nu cykle på arbejde
Efter et halvt år som konstitueret chef er 46-årig kvinde fra Hinnerup nu fastansat som chef for specialområde i regionen.
Anne E. Hegelund er blevet ansat som områdechef for Specialområde Børn og Unge (SBU), der hører under socialområdet i Region Midtjylland. Hun har været konstitueret i stillingen siden 15. august 2025 og er valgt efter et ansættelsesforløb med flere kvalificerede ansøgere, oplyser regionen i en pressemeddelelse.
»Anne har i perioden som konstitueret områdechef vist, at hun kan skabe retning og samle organisationen. Hun står stærkt ledelsesmæssigt og har blik for både drift, kvalitet og samarbejde. Samtidig er hun optaget af at sikre gode vilkår og trivsel for de børn og unge, der har brug for vores højt specialiserede tilbud,« siger socialdirektør Ann-Britt Wetche.
Ifølge socialdirektøren har Anne E. Hegelund vist, at hun både har de faglige og ledelsesmæssige kompetencer, der skal til for at stå i spidsen for området.
En krævende periode
I perioden som konstitueret områdechef har Anne E. Hegelund haft fokus på at håndtere en række udfordringer i Specialområde Børn og Unge, hvor der blandt andet har været skærpet tilsyn på to af områdets institutioner.
»Det har været en krævende periode, men også en periode, hvor vi har arbejdet målrettet med at styrke samarbejdet på tværs af tilbuddene og skabe et fælles fokus på kvaliteten i vores indsatser. Det arbejde glæder jeg mig til at fortsætte sammen med ledere og medarbejdere i SBU,« siger Anne E. Hegelund.
Hun har arbejdet på det specialiserede socialområde siden 2007. Først i Randers Kommune og siden 2020 i Region Midtjylland. Hun er uddannet cand.scient.pol. (statskundskab) og har haft forskellige lederstillinger siden 2009.
Anne E. Hegelund bor i Hinnerup med sin familie og har derfor som noget nyt kunnet cykle på arbejde, siden hun i august blev konstitueret i sin nye stilling. Specialområde Børn og Unge har nemlig kontor og administration på Samsøvej i Hinnerup sammen med Specialområde Udviklingshandicap.
Friskole trak
Den nye områdechef oplyser til avisen, at familien flyttede til Hinnerup i 2016. På det tidspunkt arbejdede hun i Randers, men havde et ønske om, at børnene skulle gå på ”Friskolen i Hinnerup”, der ligger i Norring lidt udenfor Hinnerup.
»Det var lidt et dilemma, for jeg vil gerne bakke op om folkeskolen, men kan også godt lide friskoletanken,« fortæller Anne E. Hegelund og understreger, at familien i den grad har været tilfredse med den lokale friskole.
De to yngste, en dreng på 10 og en pige på 16, går stadig på friskolen, mens det ældste barn, en dreng på 18, går på Århus Akademi.
Den yngste går til gymnastik i Rønbækhallen i Hinnerup, ligesom de to ældre børn har gjort det, og de to drenge har brugt mange timer i den lokale Omega Skate Klub.
Anne E. Hegelund, 46, forsøger selv at tage sig sammen til at løbe og løber gerne en tur i lokalområdet i Søftendalen eller på skovvejen Linen.