De skaber jobhåb for dem på kanten: Nu vinder virksomhed stor pris
Print- og designvirksomhed Illux hædres for at skabe plads til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Virksomheden Illux fra Skanderborg blev torsdag hædret for sit socialøkonomiske arbejde. Illux arbejder med print og design og har samtidig gjort en særlig indsats for borgere, der står på kanten af arbejdsmarkedet.
Virksomheden tager praktikanter ind og løfter mennesker, der ellers ikke har mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet. Hjælpsomhed er et nøgleord i Illux, hvor der arbejdes målrettet med at skabe et rummeligt og inkluderende arbejdsmiljø.
Ved at tilpasse arbejdsopgaver og tage individuelle hensyn til den enkelte borger integrerer Illux dem i hverdagen og arbejdsfællesskabet. Det har skabt et miljø, hvor flere får mulighed for at bidrage og udvikle sig.
Resultaterne af indsatsen er tydelige. Nogle har fået mulighed for at komme i lønnet arbejde og dermed opnå både økonomisk stabilitet og øget selvtillid. Andre har fundet inspiration og ny motivation til at starte på en uddannelse, mens mange har oplevet en afklaring i forhold til deres muligheder på arbejdsmarkedet.
Illux er dermed et eksempel på, hvordan man kan skabe et arbejdsfællesskab, der ikke kun er produktivt, men også menneskeligt og rummeligt.
Prisen blev uddelt torsdag aften på ErhvervSkanderborgs generalforsamling, hvor knap 170 medlemmer var mødt op for at hylde vinderne. Jimmy Rhiger Jensen og Henrik Marker fra Illux modtog prisen.
ErhvervSkanderborgs formand, Peter Rose Nøhr fra Stilling Køl & El, uddelte prisen sammen med de to erhvervschefer, Anja Ellersgaard Basse og Marianne Kristensen.
De øvrige nominerede til prisen var Derma Space og Nailster A/S.
Det er ErhvervSkanderborgs bestyrelse, der har udvalgt de tre nominerede blandt de mange indstillede kandidater, mens ErhvervSkanderborgs medlemmer har stemt og dermed valgt vinderen.