Han ville bare hjælpe sin far med at få råd til en ordentlig bil – sådan begynder historien om Niels Aage Kjær

Det første, Niels Aage Kjær husker fra sin fars værksted i Galten, er, at han brændte sig.

Han fortæller det grinende, næsten med drengestreger i stemmen. Hans mor havde ham med ned i værkstedet, hvor faren arbejdede, og der stod en hærdeovn med et rødglødende rør op gennem rummet. Det så spændende ud. Så han rørte ved det.

»Det er så det første indtryk, jeg har. Det har brændt sig ind,« siger han og ler.

Billedet er næsten for godt: den lille dreng i værkstedet, den varme ovn, hånden, der må prøve. Og måske rummer det også noget væsentligt om manden, der i dag er bestyrelsesformand for AVK. Nysgerrigheden. Drivet. Viljen til at røre ved det, der gløder.

For Niels Aage Kjærs historie er historien om en mand, der voksede op i en lille stationsby, i et beskedent maskinværksted, og som siden gjorde familievirksomheden til en international milliardkoncern – uden for alvor at give slip på de værdier, han fik med hjemmefra.

Ordentlighed

Det vigtigste ord er ordentlighed.

Hans far var, fortæller han, et menneske, man kunne regne med. Kvalitet betød alt. Det vigtigste var ikke at tjene flest mulige penge, men at lave noget, der var i orden. Godt håndværk. God behandling af andre mennesker. Et ordentligt stykke arbejde.

Det var ikke velstand, der prægede barndomshjemmet. Familien havde ikke meget at gøre med. Moren lavede maden, der var stor køkkenhave, og det hele var nøjsomt. Men i den nøjsomhed lå også en grundholdning, som han stadig bærer med sig: Man skal gøre sig umage.

»Det er ikke sikkert, alle har evnerne, men hvis de gør sig umage på det niveau, de kan, så kan du ikke forlange mere,« siger han.

Den sætning siger meget om hans syn på både mennesker og ledelse. Hos Niels Aage Kjær er respekt ikke knyttet til titel eller akademisk baggrund, men til indsats.

Han fortæller om en medarbejder, der gik og fejede og sørgede for, at der var pænt rundt om fabrikken.

»Han spurgte mig, om jeg var tilfreds med det arbejde, han udførte, så jeg svarede: “Det er fantastisk, hvad du laver. Det er så dejligt at komme herud og gå en tur ved fabrikken. Her er så pænt.” Og ved du hvad? Han blev jo så meget større. Og det synes jeg, er vigtigt,« fortæller han.

Et par på skrinet

Allerede som ung begyndte Niels Aage Kjær at sætte system i farens værksted. Faren var ikke noget ordensmenneske, siger han med et glimt i øjet, så sønnen gik i gang med at strukturere, skrive regninger og få bedre styr på forretningen.

Ikke først og fremmest for sin egen skyld.

»Jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville have, at han fik en ordentlig bil at køre i.«

Det blev begyndelsen på et liv, hvor initiativ og systematik kom til at gå hånd i hånd.

Som helt ung gik han sine egne veje. Han kedede sig i skolen, meldte sig ud og kom i lære hos sin far – på prøve. Det blev sagt ligeud i køkkenet til de andre lærlinge:

»Hvis der bliver vrøvl med Niels Aage, så ved I godt, så skal han have et par på skrinet. Sådan – og så var jeg i gang,« husker han.

»Jeg fik faktisk et par lussinger af en af dem. Det var, fordi jeg var fræk og havde taget en smørekande og sprøjtet olie ned ad nakken på en af de andre. Så fik jeg et blåt øje og forklarede min far, at jeg var rendt ind i en dør. Han vidste bedre.«

Senere tog han skolevejen op igen, blev maskiningeniør og arbejdede med nogle af de første it-systemer i Danmark under sin tid i hæren. Han kunne have fået et job i USA hos Boeing, men lod være. Hans mor, der havde mistet meget i sit liv og var bange for at miste sin eneste søn til et fjernt land, satte sig imod. I stedet blev han i Danmark.

Det kom til at forme resten af hans liv.

»Cashflow er alt«

Som 25-årig, en uge efter at han var gået ind i familievirksomheden som kompagnon, mistede Niels Aage Kjær sin far fra den ene dag til den anden. Forældrene var taget på ferie. Dagen efter ringede moren hjem: Hans far var død.

»Han var stærk for en 65-årig, men var startet på noget, som ikke var så godt. Han var kæderyger af cerutter. Og så fik han en blodprop i hjertet på Mallorca.«

Pludselig stod Niels Aage Kjær alene med ansvaret for virksomheden, en lille familie og en bank, der ikke ligefrem tog imod ham med åbne arme.

»Jeg fik et opkald fra banken, om jeg lige ville komme derhen. Bankdirektøren åbner sin cigarkasse, tager én til sig selv, får ild på den, tager et stort sug og blæser en blå sky ud. Det må man leve med, når man står med hatten i hånden.«

De penge, Niels Aage og hustruen møjsommeligt havde sparet op til et hus, så de kunne forlade den lille toværelses lejlighed i Galten, blev i stedet brugt til at sikre virksomheden – men nu med en kassekredit på kun halvdelen af det tidligere beløb.

Det var en hård begyndelse, men også en lærestreg, han aldrig glemte: Cashflow er alt. Det er det, der betaler lønningerne. Det er det, der holder virksomheden i live.

»Cashflow blev mit mantra. Det er det, du har til at betale dine folk og leverandører med. Det er ganske simpelt. Det er det, du kan bruge, ellers må du gå til banken, og det er ikke sikkert, at den siger ja.«

Igangsætteren

Måske var det netop derfor, Niels Aage Kjær tidligt lærte at se muligheder, hvor andre så begrænsninger. Igangsætter-genet er stort.

Han begyndte med VVS-opgaver i stor skala, samtidig med at han fortsatte med køleanlæg, men snart fik han øje på et hul i markedet: Der manglede gode ventiler. Så begyndte han at lave dem selv.

Siden kiggede han sig, som han siger, ikke rigtigt tilbage.

Spørger man ham, hvad der dybest set har drevet ham, svarer han ikke vækst eller penge.

»Nysgerrighed,« kommer det prompte.

Nysgerrighed på mennesker. Nysgerrighed på løsninger. Nysgerrighed på, hvordan ting kan gøres bedre.

»Når jeg møder folk, så er jeg interesseret i dem – så får man lige en god historie. Og alle har jo deres historier, ikke?«

Når Niels Aage Kjær før i tiden tog toget til København, kendte han alle i kupeen, inden toget trillede ind på Hovedbanegården.

Han kan lide at tale med folk. Forstå dem. Lytte, udfordre, forbinde. Den samme nysgerrighed har været afgørende, hver eneste gang han har skullet finde partnere, direktører og nye muligheder rundt om i verden.

»Det er det, det drejer sig om. At du kan finde de rigtige mennesker. Hvordan det kommer til at udvikle sig, afhænger meget af den person, du finder,« konstaterer han.

Dybe rødder i Galten

Niels Aage Kjær er også ærlig om sine egne svagheder. At han kan afbryde folk, fordi han hurtigt tror, han ved, hvor de vil hen. At det kan irritere andre. Det er en del af hans tempo. En del af den hurtigt arbejdende hjerne, der allerede som dreng gjorde ham rastløs i skolen.

»Jeg synes selv, jeg er god til at lytte, men nogle folk væver og væver, og så kan jeg godt finde på at afbryde, fordi jeg tror, jeg godt ved, hvad det er, de prøver at sige. Og det er jo møghamrende irriterende for mange mennesker,« griner han.

Galten betyder meget for Niels Aage Kjær. Det samme gør Aarhus. Men AVK skulle blive, hvor det hørte til. Rødderne betyder noget. Ikke bare følelsesmæssigt, men også i hans forståelse af virksomhedens ansvar. En virksomhed skal være noget i sit lokalsamfund. Den skal give arbejde, skabe aktivitet og tage medansvar.

Derfor fylder familien også meget i hans fortælling. Ikke som pynt, men som fundament, og han glædes over, at både børn, svigerbørn og et barnebarn i dag er en del af virksomheden.

»Det er virkelig et privilegium. Og jeg synes, det må være meget betryggende for medarbejderne at arbejde i en familievirksomhed. For hvis ikke det er en familievirksomhed, ved du jo ikke, om virksomheden er der til næste år eller om 10 år,« forklarer han.

Generationsskiftet

Det bringer samtalen ind på et emne, der kan bringe Niels Aage Kjær tæt på det røde felt: generationsskifte.

»Se, hvordan det er gået andre store virksomheder. Det er jo forfærdeligt. Jeg synes ikke, man behandler familieejede virksomheder politisk korrekt,« konstaterer han og peger på, hvor mange ressourcer det har krævet at bringe AVK bare halvvejs igennem et generationsskifte.

»Nu har vi første etape af generationsskiftet på plads, men indtil vi nåede hertil, er det dét, jeg de seneste 10 år har brugt mest tid på. Der skal rigtig mange penge til, for at vi kan gennemføre et fuldt generationsskifte. Og de penge har vi jo ikke til udvikling af virksomheden. Så det begrænser virksomhedens udviklingsmuligheder.«

Alternativet kan han ikke holde ud at tænke på.

»Hvis virksomheden ikke skal blive i familien, så skal den sælges, og så bliver det jo til udlandet. Der er jo ikke en dansk køber til sådan en virksomhed som den her. Og helt ærligt – det ville jeg være utrolig ked af.«

Udlængsel og udsyn

Arbejdslivet har haft en pris, det erkender Niels Aage Kjær. Han kunne godt have ønsket sig mere tid med familien. Der var meget, han ikke var der til. Men han og hustruen havde en arbejdsdeling, som fungerede, og han var bevidst om at give børnene stor frihed til selv at finde deres vej.

Det eneste, han pressede på for, var, at de skulle ud i verden. De skulle have et større udsyn, end Danmark alene kunne give.

»Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at plante en udlængsel i dem. Det der vindue, vi har her i Danmark, er ikke stort nok til at give forståelsen af, hvordan verden fungerer. Så det var vigtigt for mig, at de kom ud i verden.«

Det internationale udsyn kommer også til udtryk i Niels Aage Kjærs engagement i natur og bæredygtighed.

Via WWF mødte han blandt andre prins Henrik. Niels Aage Kjær fortæller levende om en tur, hvor de bogstaveligt talt vadede rundt i plastik på en ø i Indonesien, og hvor prinsen udfordrende spurgte, om ikke “Ingeniør Kjær” kunne finde ud af at bruge det til noget fornuftigt.

Den udfordring tog han til sig. I dag er bæredygtighed en del af AVK’s fem bærende søjler, og koncernen anvendte sidste år 40.000 tons genbrugsplast i produktionen. Målet i år er 50.000 tons.

Kunstmæcen

Ved siden af det hele ligger kunsten som en anden, mere stille strøm gennem livet. Niels Aage Kjær har tegnet og malet siden studietiden. Hans mor var kreativ og malede også. Han begyndte at samle kunst i 1980’erne og har siden støttet både kunstnere, kulturprojekter og skulpturer ikke mindst i lokalområdet.

»Jeg har faktisk altid været interesseret i kunst og holdt af selv at tegne og male. Men det kneb med tiden. I stedet begyndte jeg at købe kunst og har lært mange kunstnere at kende. Jeg vil gerne støtte kunstnerne. Hvis ingen køber deres kunst, kan de jo ikke leve.«

Skulpturby Galten støtter han også gerne.

»Det er virkelig et frisk initiativ. De tre gæve kvinder sagde: Hvis du kan, så kan vi også. Så selvfølgelig støtter jeg op om dem.«

I dag er Niels Aage Kjær ikke længere administrerende direktør, men bestyrelsesformand. Og, gør han med et glimt i øjet opmærksom på, ikke bestyrelsesleder.

Runder af som kustode

»Det var virkelig underligt at slippe den daglige ledelse. For det betød jo også, at jeg skulle finde på noget andet. Og det andet er så blevet arbejdet med AVK-museet i mit barndomshjem.

Her sætter han nu fortiden i system, akkurat som han engang satte orden i sin fars værksted.

»Nu kan jeg så runde af som museumskustode,« smiler han.

Cirklen er på en måde sluttet.

Når han ser tilbage, er det ikke alene væksten, han er mest stolt af. Det er heller ikke pengene. Det er, at familien er kommet med videre. At virksomheden står stærkt. At tusindvis af medarbejdere hver dag går på arbejde i noget, der giver mening. Rent drikkevand. Afløb. Infrastruktur. Ting, der får samfundet til at hænge sammen.

Og så håber han, at det, der følger med videre, er det samme, som han selv fik med hjemmefra: ordentlighed, kvalitet, nysgerrighed – og viljen til at gøre sig umage.