Ny kommunal chef har truffet et meget bevidst valg og sat sig grundigt ind i tingene
Vigtigheden af at få en god start på livet driver kommunens nye dagtilbudschef.
Favrskov Kommunes nye dagtilbudschef hedder pr. 1. maj 2026 Charlotte Ørbæk Langballe. Hun kommer fra en stilling som sektionsleder for skoleområdet i Silkeborg Kommune og har blandt andet haft ansvaret for den direkte ledelse af kommunens 26 folkeskoler. Når Charlotte Ørbæk Langballe nu skifter skoleeleverne ud med børn i daginstitutioner og dagpleje, er det ikke tilfældigt, fortæller hun i en nyhed på Favrskov Kommunes hjemmeside.
»For mig er det et meget bevidst valg at søge stillingen som dagtilbudschef i Favrskov Kommune. Et valg, der udspringer af det, der motiverer mig allermest. Jeg er drevet af ønsket om at gøre en forskel for andre mennesker, og jeg tror på, at fundamentet for et godt liv skabes i de tidlige år. Derfor er min interesse for dagtilbudsområdet vokset markant de seneste år. Det er her, vi for alvor har mulighed for at gøre en forskel, og det er netop her, jeg brænder for at bidrage,« fortæller Charlotte Ørbæk Langballe.
Ifølge direktør for Børn og Kultur i Favrskov Kommune, Thomas Smidt, er det ikke kun mange års ledelseserfaring med et kommunalt børne- og ungeområde, der kvalificerer Charlotte til stillingen som dagtilbudschef i Favrskov Kommune.
»I et meget stærkt felt af gode kandidater til stillingen skilte Charlotte sig særligt ud på sin store erfaring med udvikling af ledere og ledelser i en stor og kompleks organisation. Charlotte har samtidig solid erfaring med at indgå i processer med det politiske niveau samt varetage et fagområdes strategiske interesser både ind og ud af den kommunale organisation,« siger Thomas Smidt.
I forbindelse med ansættelsesprocessen har den nye dagtilbudschef sat sig grundigt ind i udviklingen på dagtilbudsområdet i Favrskov Kommune de seneste år og de opgaver, der venter.
»Sidste års omorganisering af dagtilbudsområderne og arbejdet med at styrke den daglige ledelse er sammen med den styrkede tilsynspraksis og det afledte kvalitetsarbejde et stærkt udgangspunkt for de opgaver, der ligger foran os. Jeg er sikker på, at jeg har meget at byde ind med i forhold til den fortsatte udvikling af kvaliteten på dagtilbudsområdet i tæt samarbejde med områdeledere, daglige ledere og medarbejderrepræsentanter. Jeg er samtidig også opmærksom på, at jeg særligt i den første tid har brug for at blive klogere på, hvordan hverdagen ser ud i både børne- og voksenhøjde i vores institutioner og dagpleje. Derfor vil jeg prioritere at komme så meget ud i praksis som muligt og få dialoger med både ledere og medarbejdere. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.«
Charlotte Ørbæk Langballe er 55 år og bor i Silkeborg med sin familie.
Hun erstatter Camilla Moldt, der har valgt at stoppe efter at have været dagtilbudschef i Favrskov Kommune siden november 2022 og