Fortsæt til indhold

Succes-direktør hjælper folk i skånejob og vægter frihed højest

Direktøren for Illux er lidt af en Duracell-kanin og synes, det er fedt, når mennesker lykkes.

Samfund

Det er ret tydeligt, at de har gang i noget godt i den røde murstensbygning på Sverigesvej 11 i Skanderborg.

Illux har vundet seks Gazelle-priser, der tildeles hurtigtvoksende virksomheder, været Succesvirksomhed i både 2020 og 2022 blandt mere end 300.000 danske virksomheder, og nu har virksomheden netop vundet den lokale Erhvervsudviklerpris 2025.

Sidstnævnte pris er ikke mindst et resultat af den energi, Illux lægger i CSR-arbejde. I tilfældet Illux handler CSR-arbejdet i høj grad om at ansætte mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og hjælpe dem med at udvikle sig menneskeligt og arbejdsmæssigt. For at gøre det mere konkret har vi bedt Illuxs mangeårige direktør Jimmy Rhiger Jensen om at give nogle eksempler.

»Der var en ung pige, der havde haft en ret hård opvækst. Hun var sky og blottet for selvtillid. Hun startede med fem timer om ugen og voksede til en fuldtidsstilling, og hun brugte faktisk os som et springbræt til at få sit drømmejob som skolesekretær. Vi havde også en smed, der havde fået skruer ind alle mulige steder i kroppen, efter at der var faldet noget tungt ned over ham. Han havde nogle ting, han kæmpede med både fysisk og psykisk, men rykkede sig fra et fleksjob til fuldtidsstilling,« siger han.

Sigende er det, at den person i virksomheden, der primært arbejder med CSR, Alice Pultz Asmussen, selv er i fleksjob og startede som kantinedame. I dag arbejder hun primært med praktikanter i de 10-12 timer om ugen, hun er på Illuxs matrikel.

På lige vilkår

Illux har eksisteret i 20 år og specialiserer sig i vægdekoration og fotoprint. Virksomheden, som også ejer koncepterne Elefantprint, Xprint og Plakatwertket, blev startet af tre ingeniørstuderende, Anders Nees, Henrik Marker og Jimmy Rhiger Jensen, der alle fortsat er medejere af Illux.

»Det, vi vandt Erhvervsudviklerprisen 2025 for, er vores arbejde med at få borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job. 80 procent af dem kan måske arbejde nogle få timer om ugen. De må ikke sættes under for meget pres, men det er vigtigt for dem at være en del af noget, og vi håber, at vi kan hjælpe dem med at opbygge noget selvtillid. Det er ikke proforma-arbejde. De får opgaver, der hjælper vores virksomhed, og de bliver en integreret del af vores virksomhed, på lige vilkår med de andre kollegaer« siger Jimmy Rhiger Jensen.

Illux har med årene vokset sig til at være en økonomisk robust virksomhed med 50 ansatte og kontinuerligt sorte tal på bundlinjen, men de tre medejeres lyst og overskud til at påtage sig et samfundsansvar er ikke først dukket op i senere år.

»Illux er selvfølgelig i verden for at tjene penge, men det skal ikke være profitmaksimering frem for alt. Vi synes, det er fedt at se mennesker lykkes. Det giver noget positivitet, som smitter af på alle i virksomheden, og i sidste ende forhåbentligt også på kundernes oplevelse med os. Men vi er ikke blåøjede. Vi kan ikke bare tage alle ind. Nogle typer passer ikke ind. Hvis udgangspunktet er, at man gerne vil have en førtidspension og gerne vil være i fred, kan samarbejdet ikke fungere, og så bliver det for stor en belastning for de andre medarbejdere,« siger Jimmy Rhiger Jensen.

Kravene til at være i Illux er ikke svære, lyder det.

»Hvis man har viljen, skal det nok blive til noget, og så gør det ikke noget, man har lidt at bokse med. Vi er heldige, fordi vi har større produktion, så vi skal bruge nogle hænder, og det er ikke raketforskning, vi laver. Der vil ske fejl, for det er rigtige mennesker, der producerer de ting, vi laver. Det vigtige er, hvad vi gør, hvis der sker en fejl. Så skal vi vise, hvem vi er, og det gælder fastansatte og vikarer,« siger Jimmy Rhiger Jensen og fortsætter:

»Vi har nogle værdier i virksomheden, og en af dem handler om at være hjælpsom. Det handler først og fremmest om måden vi håndterer vores kunder, men vi skal også være hjælpsomme over for hinanden.«

Frihed er vigtigst

For 43-årige Jimmy Rhiger Jensen, der er vokset op i Hørning, falder det naturligt at hjælpe andre. Han har et højt energiniveau, hvilket nok er nødvendigt, når der ved siden af ILLUX også skal være tid til padel og drift af en campingplads ved Vesterhavet.

15, 13 og 10. Det er alderen på Jimmy Rhiger Jensens døtre, og han vil ikke leve op til klichéen om direktøren, der lever for sit arbejde og glemmer sin familie.

»Mange tænker nok, at det må være vanvittigt, men jeg har mere eller mindre et 8-16-job. Hver tirsdag tager jeg tidligere fri for at være sammen med mine døtre. Det kan være en tur på FLOK (et frivillig- og fællesskabshus i Skanderborg, red.), hvor vi spiller høvdingebold eller laver keramik. Selvfølgelig vil jeg gerne tjene penge, men mit største mål er frihed, og det gælder også friheden til ikke at have dårlig samvittighed. Når man har et job, giver man altid afkald på noget, men hvis jeg havde dårlig samvittighed over for mine børn, ville jeg ændre mit liv,« siger han.

Jimmy Rhiger Jensen er gift med tekstforfatter Maria Foged Olesen, som han har kendt i 11 år.