Fortsæt til indhold

Karin takker af efter 40 år som hjemmehjælper

Efter 20 år i Aarhus Kommune og 20 år i Favrskov Kommune går Karin Haugaard nu på pension.

Samfund

Med udgangen af marts går social- og sundhedsassistent Karin Haugaard på pension. Det passer med, at hun 30. marts 2026 fylder 67 år og kan fejre 40-års jubilæum i den kommunale hjemmepleje.

Hun begyndte i 1985 som hjemmehjælper i Aarhus Kommune, hvor det blev til i alt 20 års ansættelse, når man ikke medregner et års barsel.

Familien har altid boet i Halling i Syddjurs Kommune, og i 2006 valgte Karin at skifte til Hadsten Kommune for at få kortere til arbejde. Hadsten Kommune blev i 2007 en del af Favrskov Kommune, hvor hun har arbejdet lige siden og blandt andet været praktikvejleder og pc-superbruger og i de seneste 10 år arbejdsplanlægger.

Ligesom i Aarhus Kommune nåede Karin Haugaard i Favrskov Kommune at være ansat i 20 år, og hun er blevet fejret med en afskedsreception i hjælpemiddelcentret i Hadsten.

Nu glæder hun sig til tilværelsen som pensionist og muligheden for at få mere tid med familien og dyrke sine interesser. Sammen med sin mand Steen, der gik på pension for et år siden, har hun to børn, der hver især har to børn.

Ud over mere tid sammen med de fire børnebørn har Karin et ønske om at få en hest. Hun har tidligere haft hest og vil gerne genoptage sin interesse, ligesom familien har planer om i fremtiden at rejse endnu mere ud i verden.

Steen og Karin bor i et stort hus i Halling, hvor hele overetagen har været ubrugt, siden børnene for mange år siden flyttede hjemmefra. De har derfor nu sat huset til salg og indgået en aftale om at leje en ejendom i Voldum i Favrskov Kommune.