Gift i 70 år: Ægtepar er stadig aktive og hjælpsomme og inviterer børn, børnebørn og oldebørn på hjemmelavet mad
Frida og Gunnar var så unge, da de blev gift, at de skulle have kongelig tilladelse til at blive viet.
Avisen har modtaget dette indlæg fra Annette Bach i anledning af hendes forældres 70 års bryllupsdag.
Kærlighed og sammenhold, tilgivelse og accept af hinanden. Det er opskriften på et langt liv sammen. Det mener Frida og Gunnar Bach fra Thorsø, der om nogen har noget at have det i. Ægteparret på 88 og 89 år kunne nemlig fejre jernbryllup torsdag 29. januar.
Da de skulle giftes i 1956, var de så unge, at de måtte søge kongebrev. Heldigvis fik de lov af kongen til at blive gift, og nu efter 70 år kan de fejre jernbryllup med en hilsen fra kongen.
Frida og Gunnar har to børn, fire børnebørn og seks oldebørn. De elsker at spille kort og spil med hinanden og sammen med familien, og de nyder det, når vi i familien inviterer dem på en bette udflugt.
Trods deres alder er de meget aktive og passer selv huset og haven (vi hjælper kun lidt til). De har dog fået en robotplæneklipper, selv om de ikke mente, det var nødvendigt, da man jo fik motion ved selv at gå med en græsslåmaskine.
Vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre følger med tiden og er meget digitale med Facebook og Instagram, og netbank styrer de helt selv. De er meget sociale og altid i gang. Livsglæden og energien er i top, og de er meget snakkesalige og værdsætter en god snak.
Frida og Gunnar er altid klar til at give en hjælpende hånd og et godt råd, og hvis vi lige sender en sms, om de vil give aftensmad, er der straks svar tilbage, at vi er velkommen. Så vanker der hjemmelavet mad og hjemmebagte kager – vores livretter.
Gunnar er i mandeklub på Thorshøj hver tirsdag. Her går han i motionscenter, snakker og hygger sig med de andre over en kop kaffe. Han samler mange puslespil, løser krydsord og Find ord. Han er også handymand og fletter en julestjerne eller bygger et fuglehus til os, hvis vi mangler det.
Frida går til vandgymnastik hver torsdag i svømmehallen i Hammel. Om sommeren bader hun i Tungelundbadet i hjembyen Thorsø. Hun har altid gang i strikkepindene, og det er i årenes løb blevet til mange strømper, gæstehåndklæder og karklude, som vi er mega glade for. Skal der lige lappes eller repareres et stykke tøj, er hun også altid klar.
Frida bager også julesmåkager til hele familien, læser ugeblade og løser krydsord. Hun kører stadig bil og suser af sted i den røde Fiat Punto med Gunnar siddende ved siden af.
Hver onsdag tager de sammen i strikkeklub. Kvinderne strikker og snakker, mens mændene bare snakker.
Da de blev gift i 1956, skulle Gunnar ind og aftjene værnepligten, der dengang var halvandet år. Derefter havde de pladser ved landbruget, og i 1973 flyttede parret til Thorsø. Gunnar fik arbejde som truckfører på Wavin, og Frida blev hjemmehjælper, indtil de 25 år senere gik på efterløn.
I 40 år lagde campinglivets glæder beslag på en del af deres fritid. Nu fylder de dagen med hjemlige sysler, kreative ting og endagsudflugter.
Den store dag blev fejret med middag sammen med familie og venner i pavillonen i Thorsø.